Rafael Benitez havde et køligt forhold til til anfører Steven Gerrard. Men det havde Gerrard egentlig ikke noget imod.
Liverpools største stjernestund i det ny årtusinde er så afgjort sejren over AC Milan i Champions League-finalen i 2005. Dengang var Rafael Benitez manager, men han havde et køligt forhold til anfører Steven Gerrard.
»Jeg kan tage telefonen og ringe til alle mine managers i Liverpool - bortset fra Rafael Benitez,« skriver Steven Gerrard i sin selvbiografi, som Daily Mail har offentliggjort dele af.
»Det er lidt af en skam med mit forhold til Rafa, for vi har sammen oplevet det største nogensinde med finalesejren i Istanbul. Men der er ikke noget, der binder os sammen på det personlige plan. Jeg tror ikke, at Rafa brød sig om mig som person, og jeg ved egentlig ikke hvorfor,« skriver Steven Gerrard, der nok alligevel har en anelse om, hvorfor forholdet imellem de to aldrig var særlig godt..
»Jeg tror, at det gik galt, allerede inden han mødte mig. Min mor og Gérard Houllier var sammen taget til EM i 2004 for at se mig spille i kampen mellem England og Kroatien. De mødte tilfældigvis Rafael Benitez, der som det første spurgte min mor: 'Kan Steven lide penge?'. Ganske ærligt, hvad er det for et spørgsmål? I stedet for de sædvanlige høfligheder med, at det var hyggeligt at møde dig og den slags.«
Men på det professionelle plan har den nu 35-årige Gerrard egentlig ikke noget problem med, at chefen er en kold person.
»Det gav mig en form for sult at spille under Rafael Benitez, fordi jeg længtes efter at få en kompliment fra ham,« som Steven Gerrard skriver.
»På det personlige plan foretrækker jeg da sympatiske managers som Gérard Houllier eller Brendan Rodgers. Men når det gælder det fodboldmæssige, har jeg egentlig ikke noget imod at arbejde sammen med en kold chef,« skriver Gerrard, som forlod Liverpool efter 17 år inden denne sæson. Han spiller nu for Los Angeles Galaxy i den amerikanske liga, MLS.
Også den tidligere landsholdsmanager for England, italieneren Fabio Capello, var ifølge Steven Gerrard en kold person.
»Men et følelsesløst og fjernt forhold til manageren kan nogle gange godt give mere succes,« skriver han.
Rafael Benitez var Liverpool-manager fra 2004-2010. Fabio Capello var landsholdsmanager for England fra 2008-2012.
Foruden Houllier, Benitez og Rodgers har Steven Gerrard i Liverpool haft Kenny Dalglish og Roy Evans som chefer.