Et massivt pres fra Apple har gjort, at det kinesiske firma In Icons har annulleret salget af en dukke af Apples grundlægger, Steve Jobs. Det skriver Sky News.

Dukken, der er en meget livagtig kopi af Jobs med den sorte signatur-rullekrave, de runde briller og jeans, var ment som en hyldest af det nu afdøde Apple-ikon. Men Apples advokater har fået sat en stopper for hæderen.

- Jeg vil gerne bruge denne lejlighed til at gentage, at den oprindelige intention med at skabe en figur var drevet af fans’ beundring af Steve, lyder det fra In Icons på firmaets hjemmeside.

- Uheldigvis er vi blevet enormt pressede af advokater fra Apple og Steve Jobs’ familie,

Derfor har In Icons standset produktionen, til trods for at firmaet fortsat mener, at der ikke er foregået noget ulovligt. Fans, der på forhånd har bestilt og forventede at få dukken i februar, får nu deres penge tilbage.

BNB