Stephen Kinnock løfter sløret for sit 'moderne ægteskab' med Danmarks statsminister i britisk avis.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock er et varmt navn i de britiske medier, efter han i weekenden blev valgt som Labours kandidat til det britiske parlamentsvalg for arbejderpartiets Wales-kreds.

I et dugfrisk og eksklusivt interview til avisen The Evening Standard fortæller Stephen Kinnock nu om, hvordan det er at være gift med Danmarks statsminister på 18. år.


Parret beskrives som et politisk power-par, og deres samliv portrætteres i avisen som et 'moderne ægteskab'. Hun som statsminister for Danmark - han som søn af den tidligere Labour-formand Neil Kinnock og nu med en lovende politisk karriere foran sig.

44-årige Kinnock mødte den tre år ældre Helle Thorning-Schmidt, da de begge gik på Europakollegiet i Brugge i begyndelsen af 90'erne. I julen 1992 havde Kinnock sin danske kæreste med hjemme i England for første gang, og Kinnock fortæller, at særligt hans bedstemor var begejstret og beskrev hende som 'meget smuk'.

I dag har parret børnene Johanna på 17 og Camilla på 14. De er vokset op i Danmark, men tilknytningen til Kinnocks familie i det engelske er stor, fornemmer man. Og Kinnock fremhæver sine forældre for deres enorme vilje til 'at rejse på tværs af Europa, hvis vi har brug for dem... med en frossen lasagne og 'nødkager'.