Det er lige dér, når hjerteblodet sejler hen over scenen. Når ’Wild Horses’, ’Angie’ eller ’As Tears Go By’ rammer.

Når Mick Jaggers følte foredrag for de fortabtes sjæles håb og drømme trækker salte strømme fra øjenkrogene.

Det er lige dér, hvor selve essensen og urkraften i dét, vi kalder rock’n’roll, rammer. Når ’Brown Sugar’, ’Honky Tonk Women’, ’Rock Off’ eller ’It’s Only Rock’n’Roll’ rammer. Når Keith Richards’ ubetalelige timing går i symbiose med Charlie Watts’ enestående swing, og man bare kan lære det, kan man. Hvis ellers den slags var til ’bare’ at lære.

Det er lige dér, når ’Midnight Rambler’, ’Out Of Control’ eller ’Paint It Black’ rammer. Når Rolling Stones spiller op til en heksetimes faretruende svingom med dæmonerne og efterlader dem forslåede i storbyens neonbeskinnede og regnvåde rendestene.

Det er The Rolling Stones live, mine damer og herrer. Et fænomen, som i reglen langt overgår noget så prosaisk som endnu en koncert. Her skrives rockhistorie hver gang, og der er – med salig Gasolin’s ord – konstant skæbner på spil.

Jeg har haft den usigelige (!) lykke at opleve The Greatest Rock And Roll Band sytten gange de sidste 32 år. I morgen bliver det på Roskilde Festival så 18. gang, og det er faktisk stadigvæk sytten flere, end jeg egentlig havde troet engang.

Jeg giver jer – ladies and gentlemen – de fem fedeste Stones-oplevelser i mit liv. Indtil nu. . .

19. juni 1982: Nya Ullevi, Göteborg:

På det tidspunkt boede jeg stadig i Vestjylland, og jeg husker, at min ven Torben en formiddag i foråret 1982 mødte op, rystede mig ud af min Bacardi bagstivhed og forkyndte:

- Stones spiller i Sverige om en måned. Vi må hellere købe billetter, for det bliver garanteret sidste gang!

Og hér er vi så 32 år senere. Dengang i Göteborg på ’Tattoo You’ turnéen var det ærligt talt noget af en sonisk skrammelkasse af en koncert. Specielt Keith, Ronnie og bassisten Bill Wyman brillerede med at ryge Marlboros aktier op i en uhørt høj pris snarere end at nå frem til mikrofonerne for at synge backing i tide eller ramme strengene til tiden.

Det hér var turnéen, som med god grund fik Mick Jagger til at forlange korsangere og hornsektion med i bandet, inden han gad turnere igen. Forståeligt nok, men det hér var Stones ’in the raw’, og blues og rock and roll møverter som ’Neighbours’, ’Black Limousine’, ’Hang Fire’ og ’Little T & A’ blev afleveret med præcis den fandenivoldskhed, som kun band, der godt ved, at det nu nok lykkes til sidst, kan tillade sig at gøre det.

23. juli 1997: Soldier Field, Chicago:

En fantastisk aften i det ’sweet home Chicago’, hvis blues-arv Stones skylder så meget. Min kollega Jensen og jeg havde hele dagen ført fornuftige diskussioner (så fornuftige den slags nu engang kan blive gennem byger af Millers Genuine Draft og Wild Turkey) om, hvilket nummer Stones ville åbne deres ’Bridges To Babylon’ turné med. Ingen af os havde dog regnet med det, der rent faktisk skete: En gråsprængt Keith Richards iklædt en imiteret leopardjakke vandrede ud på scenen i ensom majestæt og satte med største selvfølgelighed i med det mest ikoniske riff i rockhistorien; ’(I Can’t Get No) Satisfaction’.

Derfra fik vi intet andet end netop ’Satisfaction’ via fænomenale fest- og livreddere som ’Out Of Control’, ’Little Queenie’, ’The Last Time’ og ’19th. Nervous Breakdown’ for blot at nævne fire af 24 sange denne aften.

4. juni 2003: Olympia Halle, München:

De koncerter, jeg så med Stones i anledning af deres 40 års jubilæum på ’Licks’ turnéen, er ganske enkelt de bedste, jeg har set bandet give. Hér overgik The Greatest Rock And Roll Band In The World simpelthen sig selv – så utroligt det end måtte forekomme.

Denne, som inkluderede kræs for kendere som ’(Doo Doo Doo Doo Doo) Heartbreaker’, ’If You Can’t Rock Me’, Muddy Waters’ ’Mannish Boys’ og Robert Johnsons ’Love In Vain’, var på alle parametre enestående. Troede man. . . For en god måned senere gik de ud og lavede noget, som var endnu bedre.

23. juli 2003: AOL Arena, Hamborg:

Og så en aften i 2003 på Hamburger SV’s hjemmebane spillede Stones så den bedste koncert, jeg har set dem give i en række koncerter, som på en skala fra ’suverænt’ til ’overjordisk’ sjældent er dykket under ’livsnødvendigt’.

Omstændighederne var, at min daværende hustru og jeg var blevet enige om, at vi ikke ville kunne leve videre uden at se Stones i hvert fald én gang mere på ’Licks’ turnéen. Således tog vi på lykke og fromme til Hamborg – uden i øvrigt at vide, om der var nogen billetter at få. Det var der så – formedelst 1250 kroner stykket (!), men dem købte vi selvfølgelig. På vejen til stadion med shuttlebussen spillede chaufføren Stones, hele bussen sang med, og forventningerne steg til hinsides al fornuft.

De blev til fulde indfriet, allerede da Stones ramte scenen med ’Brown Sugar’ og i særdeleshed da de spillede ’Angie’. Den havde min ekshustru altid håbet at få lov at opleve live, men de spillede den faktisk sjældent. Det gjorde de så denne aften allerede som femte sang, og Henriette græd simpelthen af glæde. På min side sidder jeg hér næsten 11 år senere og kan stadig ikke udtrykke i ord, hvor meget jeg både glædedes på hendes vegne og hvor meget jeg endnu en gang blev bjergtaget af, hvilken ur- og livskraft musik kan være.

21. juni 2007: Estadi Olimpic, Barcelona:

Fjorten måneder før denne koncert stod jeg foran et gabende tomt olympisk stadion i Barcelona og tilføjede mit ellers righoldige arsenal af eder og forbandelser adskillige nye variationer.

Hvorfor?

Fordi Stones også burde have været der, men kong kaospilot Keith Richards var skvattet over (eller ned fra alt efter hvilke kilder du stoler på) et buskads i New Zealand og havde pådraget sig en hjerneblødning. Og koncerten var i sagens natur udsat. Men fanden i dét – jeg havde i årevis drømt om at opleve mit drømmenes rockband optræde i mine drømmes smukkeste by... Så jeg stod der igen fjorten måneder senere.

Det kom jeg ikke just til at fortryde, da Stones ramte scenen med et femdobbelt nådestød bestående af ’Start Me Up’, ’Let’s Spend The Night Together’, ’Rough Justice’, ’Rocks Off’ og ’Ain’t Too Proud To Beg’, inden udsigten mod den mørkeblå aftenhimmel, de glimtende lys over denne magiske metropol og – nå ja – den næsten håndgribelige livskraft i luften i perfekt samklang dansede mod bedre tider via den sjældent velvalgte ’Streets Of Love’.