Steen Gade støtter Astrid Krag
SF-veteranen, der selv tabte et SF-formandsvalg for godt 20 år siden, peger på Astrid Krag som ny formand.
SF-veteranen, der selv tabte et SF-formandsvalg for godt 20 år siden, peger på Astrid Krag som ny formand.
Som det første medlem af SFs folketingsgruppe meddeler energiordfører Steen Gade nu, hvem han støtter i formandskampen. Det skriver dr.dk.
- Jeg vil gerne opfordre Astrid Krag til at stille op som formand i SF. Jeg har kendt hende længe. Hun kender partiet, og hun kender danskerne, siger Steen Gade ifølge dr.dk til Ritzau.
Og Steen Gade tilføjer:
- Hun er dygtig, og det, jeg lægger mest vægt på, er, at hun kan fortsætte Villys linje om at samle partiet og være et indflydelsesparti med regeringsansvar. Hun kan sætte en kurs, der går fremad, og det har Danmark brug for efter 10 år med en VKO-regering, siger han til ifølge dr.dk til Ritzau.
Steen Gade er ellers blev nævnt som en del af partiets grønne fløj, hvor Ida Auken var en oplagt kandidat til posten.
Men Steen Gade afviser snakken om fløje og slår fast, at hans opbakning hele tiden har ligget hos sundhedsminister Astrid Krag.
- Jeg har villet opfordre Astrid Krag til det hele tiden, men jeg synes, tiden var inde nu, siger Steen Gade, der selv tabte kampen om at blive SF-formand i begyndelsen af 1990erne til Holger K. Nielsen.