"Hun ville aldrig bare tage afsted med Brian og Dennis uden at fortælle mig det.

Politiet har forberedt os på det værste - men så længe, der ikke er fundet nogen lig, klamrer jeg mig til det lille håb."

Martin Pedersen, 24, stedsøn til den forsvundne Marianne Pedersen og halvbror til hendes to sønner på 12 og 10 år, lever på tredje uge med den frygtelige uvished:

Er hans kære familie i live eller er Marianne og børnene myrdet og gravet ned, som politiet frygter?

To-tre gange om dagen tager han ud til huset, der er spærret af med politiets mine-strimler for at fodre familiens to katte, den røde hankat "Miwi" på fire år og den grå hun-kat "Bonnie" på tre år.

Kattene kan ikke forstå, hvor Marianne og børnene er henne - og de må sove udendørs på terrassen, fordi politiet har sat hængelåse på dørene og forbudt al adgang.

"Jeg har selv to katte og kan ikke have flere. Så hvis Marianne ikke kommer hjem, må jeg finde et nyt hjem til kattene," siger Martin bedrøvet, mens den kælne "Miwi" spinder i hans favn.

"Jeg er skide bange. Min telefon gløder hele tiden - alle ringer for at høre, om der er nyt, men jeg frygter for, at det pludselig er politiet, der ringer og fortæller, at de er fundet døde."

Det var Martin, der slog alarm til politiet forrige søndag, da han låste sig ind i huset på Nørregårdsvej 26:

"Jeg turde ikke gå ind alene, så jeg havde en kammerat med. Huset så helt forkert ud.

Der var frygteligt rodet og der var lagt plastic over skabene i køkkenet og der var også dækket af med plastic i stuerne, som om der skulle males," fortæller Martin, der selv bliver udlært som maler om to måneder.

"Marianne er perfektionist. Hun hader rod og ville aldrig efterlade huset på den måde, som jeg fandt det," siger Martin.

Han vil ikke sige, om han så blodspor i huset.

Men på døren hang en seddel, hvor der stod, at familien var taget på ferie og først ville være hjemme 28. juli.

"Hun har ikke skrevet den seddel. Det er helt sikkert. Marianne er ferm til at løse kryds-og-tværs og god til at stave. Med sedlen var ubehjælpsom.

I en stor, sort skraldepose, der var halvt fyldt op med papirer lå en anden seddel, som min kammerat fandt, hvor der stod, at de kom tilbage 28. juni.

Jeg snakkede med naboerne, og de havde ikke set Marianne siden 16. juni - men Peter havde de set. Han havde vasket bilen.

Jeg ringede til politiet - men den første betjent spurgte bare, hvad jeg ville have, de skulle gøre ved dét. Men så tog jeg op på politistationen.

Jeg kunne ikke huske, hvad Peter hed til efternavn.

Men i skraldesækken fandt vi en seddel med hans navn og adresse - og så skal jeg love for, at politiet kom i gang," fortæller Martin.

Han havde ikke selv mistanke til Peter Lundin i starten, men Martin vil ikke sige, om han i dag tror, at Peter står bag Marianne og børnenes forsvinden.

"Jeg har ikke set så meget til ham og kender ham ikke rigtigt. Jeg har mødt ham nogle gange hos Marianne, hvor vi har snakket og drukket en øl.

Han virkede flink og helt nede på jorden. Stille og rolig. Jeg vidste godt, at han var dømt for mord i USA.

Jeg genkendte ham faktisk med det samme fra TV-udsendelsen om ham, den første gang jeg mødte ham," siger Martin Pedersen.

Peter Lundin boede ikke fast hos Marianne, men det skete, at han overnattede. Han var uvenner med konen og boede på herberget i Hillerødgade 64.

Martin vil ikke snakke om Mariannes dobbelt-liv som massagepige på Nørrebro:

"Der bliver rodet op i det - så det må jeg tage med," er hans korte kommentar.

Marianne havde kendt Peter Lundin i et halvt år.

"Jeg kunne aldrig rigtigt finde ud af, om de var kærester eller ej. Det ene øjeblik elskede hun ham - og det næste øjeblik hadede hun ham. Så det var lidt frem og tilbage," siger Martin Pedersen.

Marianne Pedersen og Martins far købte huset på Nørregårdsvej for 13 år siden. Året efter blev de gift, men 27. juli sidste år døde Martins far af kræft - en uge før han ville være fyldt 48.

Han havde fem børn: Brian og Dennis med Marianne og Martin og to døtre fra sit forrige ægteskab.

"Brian og Dennis er rigtige brødre for mig. Jeg boede selv hos Marianne og min far i et par år fra 1994 til 1996, hvor jeg kom ind som soldat og bagefter fik en lejlighed på Roskildevej.

Marianne har altid været alletiders mor - selv om hun også var lidt speciel og svær at komme ind på livet af. Vi var i kontakt stort set dagligt.

Enten ved besøg eller vi ringede sammen. Derfor kunne jeg ikke forstå, at hun og drengene pludselig var væk," siger Martin.

Både Brian og Dennis skulle på feriekoloni med fritidshjemmet. Brian skulle til Sverige og Dennis et sted på Sjælland.

"De skulle afsted samtidig i en uges tid. Dennis fortalte mig, at han glædede sig til turen. Så Marianne ville aldrig bare lade drengene blive væk på den måde," siger Martin.

"Jeg ringede både på Mariannes og drengenes mobiltelefoner - men ingen svarede. Numrene var i uorden. Jeg har nøgle til huset, så jeg tog herud, men var bange for at gå ind og fik min kammerat med," siger Martin.

Marianne Pedersen har lidt af sygdommen bullimi i 25 år, hvor man tvangs-spiser og kaster op.

For cirka otte år siden måtte hun opgive at passe sit arbejde som sygehjælper og fik førtidspension.