Der går endnu en måned, før danskerne kan finde meddelelser om stillinger, udnævnelser, konkurser og tinglysninger på Internet.

Folketinget vedtog før sommerferien, at papirudgaverne af Statstidende og Tingbladet skal suppleres med elektroniske udgaver på Internettet. Startdatoen skulle have lydt den 1. august, men ifølge Statstidende bliver det ikke muligt at læse de to publikationer på Internettet før den 1. september. Det skyldes, at den lovbekendtgørelse, der regulerer den elektroniske adgang, ikke kan nå at blive færdig før.

Til sin tid kan Statstidende læses på adressen www.statstidende.dk, og Tingbladet på adressen www.tingbladet.dk. Begge udgaver vil også være tilgængelige på adressen www.nettidende.dk, der er en Internet-portal med officielle meddelelser fra offentlige myndigheder.

Papirudgaverne vil blive lavet i en rum tid fremover, men tanken er, at udgivelsen på et tidspunkt alene skal ske elektronisk, og at retsvirkningen af offentliggørelse i Statstidende skal knyttes til den elektroniske udgave.

/ritzau/