Statsrevisionen har ingen planer om at gøre en sag ud af udenrigsministerens flyvetur til 270.000 kroner fra Tenerife til Strasbourg og retur.

Der skal mere alvorlige ting til, hvis udenrigsminister Villy Søvndal (SF) skal have en irettesættelse af Folketingets statsrevisorer.De vil ikke umiddelbart bede Rigsrevision kigge nærmere på, hvorfor det var nødvendigt for ministeren at bruge 270.000 kroner på at flyve til et kort møde i Strasbourg for derefter at flyve tilbage til sin hustru og fire børn på Tenerife for at fortsætte ferien.

- Statsrevisorerne og rigsrevisorerne interesserer sig selvfølgelig for Udenrigsministeriets rejsepraksis, men vi vil ikke tage sagen op som enkeltsag, siger formand for Statsrevisionen Peder Larsen (SF).

- Vi kan få forfærdeligt meget at lave, hvis vi skal til at undersøge enkelte rejser. Det må sættes ind i en sammenhæng, hvor det ikke er for meget spild af ressourcer. Rigsrevisionen får jo ikke flere medarbejdere, fordi Villy Søvndal har haft en dyr rejse, fortsætter Peder Larsen.

Hvis Søvndals brug af privatfly skal blive til en sag, skal der findes flere tilfælde, hvor ministeren eller andre i Udenrigsministeriet har brugt for mange skattekroner, hvor der kunne være sparet på udgifterne for eksempel ved den årlige revision af Udenrigsministeriet.

Modsat kan det også komme Villy Søvndal til gode, hvis hans forgængere i Udenrigsministeriet har haft en tendens til at betale mange penge for transporten.

- Er der fortilfælde, hvor en lignende udgift har været berettiget? Hvis der er det, så er det også berettiget i denne her sag. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt udenrigsministeren hedder Villy Søvndal eller noget andet. Det er et spørgsmål om, hvorvidt Udenrigsministeriet har handlet forsvarligt, siger Peder Larsen.

Statsrevisorernes formand kan dog ikke udelukke fuldstændigt, at Villy Søvndal kan få en sag på halsen. Peder Larsen understreger, at enhver politiker kan vælge at rejse sagen overfor Søvndal. Og derudover kan det også blive kritisk, hvis det viser sig, at Villy Søvndal kunne have være undværet på mødet i Strasbourg 15. februar i år.

- Mødets karakter er helt afgørende. Hvis man sagtens kunne have sendt en embedsmand i stedet for Villy Søvndal, er det ikke nogen god historie, siger Peder Larsen.

Statsrevisionen består af seks politikere, der er udpeget af Folketinget. De er valgt for en fireårig periode og bliver siddende på posten, selv om regeringen skifter. Statsrevisorerne er de eneste, der kan bede Rigsrevisionen om at sætte en undersøgelse i gang, og det er statsrevisorerne, der skal udtale kritik af ministre, hvis der er noget at kritisere.