Statskassen mister milliarder på kædekriminalitet
Op mod 3 mia. kroner bliver staten årligt snydt i såkaldt kædesvig. Derfor bliver virksomheder advaret mod dem.
Op mod 3 mia. kroner bliver staten årligt snydt i såkaldt kædesvig. Derfor bliver virksomheder advaret mod dem.
Hvert år taber staten millioner af kroner i skatter, afgifter og moms af såkaldte kædekriminelle. Og der kommer bunkevis af flere til år for år, viser Hvidvasksekretariatets årsberetning for 2011. Det skriver Politiken.
Kædesvig er, når selskaber er sat sammen med det formål at snyde statskassen, og også i 2012 fortsætter tendensen med stor styrke. I de første fem måneder har Hvidvasksekretariatet modtaget 200 nye indberetninger om kædesvig, det er flere end hele sidste år.
Kædesvigsfænomenet har plaget myndighederne længe, men omfanget af kriminelle kæder - og de samlede tab for statskassen - er nu så enorme, at bagmandspolitiets hvidvasksekretariat sender en åben advarsel til banker, vekselbureauer og andre finansvirksomheder:
- Vi føler, det er nødvendigt at advare alle de virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, om, at de skal være særligt opmærksomme i den kommende tid, for de risikerer at blive brugt til at vaske sorte penge hvide. Det sker allerede i stor stil«, siger Per Fiig til Politiken. Han er vicestatsadvokat og leder af bagmandspolitiets afdeling for finansiel efterretning og efterforskning.
Kædesvig florerer især i rengørings- og byggebranchen. I den enkle model bliver et firma hyret til en opgave - eksempelvis rengøring. Men frem for selv at udføre arbejdet hyrer firmaet nu en række andre underleverandører. Til sidst er det umuligt at finde ud af, hvilket firma som har pligt til at betale skatterne til staten, der aldrig får en krone.
- Vi kan ikke kontrollere os ud af det her problem. Politikerne må se på mulighederne for nye lovregler, siger afdelingsleder i Skat Økonomisk Kriminalitet Morten Mørch Sørensen til Politiken.
Han skønner, at kædesvig koster statskassen årlige tab på mellem 2,5 og 3 mia. kroner. Det er langt mere end fortidens selskabstømmersager.
BNB