Navnet på den politibetjent, der har været eftersøgt i forbindelse med en klage over en anholdelse, har længe været kendt af statsadvokaten. Men det pågældende navn har floreret som ét blandt mange på en liste over samtlige politifolk, der har været involveret i aktionerne omkring klimatopmødet COP15 i 2009, fortæller statsadvokaten for København og Bornholm, Lise-Lotte Nilas.

- Det er rigtigt, at vi i forløbet omkring klagen har fået navne på en række politifolk, som har deltaget i den samlede aktion. Københavns Politi fandt frem til den pågældende transportbil og kunne derfor identificere to politibetjente, der var i bilen. Men vi kunne ud fra vores oplysninger ikke finde frem til den eller de resterende betjente, så vi havde simpelthen ikke flere muligheder, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Kritikken har haglet ned over statsadvokaten - blandt andet fra formanden for Politiforbundet, Peter Ibsen. Han har tidligere fredag påpeget, at statsadvokaten har kendt til identiteten på den eftersøgte betjent længe, men har ikke nævnt noget om, at navnet angiveligt har floreret på en længere liste.

- Betjenten, der selv meldte sig, undrer sig over, at han aldrig nogensinde er blevet kontaktet af statsadvokaten, som jo opgav at finde frem til ham, siger Peter Ibsen ifølge politiken.dk til Ritzau.

Lise-Lotte Nilas kan ikke helt følge formandens kritik.

- Kritikken lyder på, at vi ikke kunne finde frem til, hvem der overhovedet var i den bil, og om det kunne være rigtigt, at vi ikke kunne identificere resten af betjentene, når vi nu havde behandlet sagen i så lang tid. Men vi har gjort, hvad vi kunne ud fra de oplysninger, vi fik fra Københavns Politi. Jeg er dog enig i Peter Ibsens kritik af, at det har taget alt for lang tid, og det har vi sådan set også beklaget, siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne have handlet anderledes, svarer statsadvokaten dog, at hun muligvis kunne have været bedre til at holde politiet i ørerne i forhold til at identificere betjentene.

- Vi kunne selvfølgelig have været blevet ved med at spørge Københavns Politi, om de kunne finde oplysninger frem igen, siger Lise-Lotte Nilas.

Den sædvanlige praksis i forbindelse med en klagesag er, at statsadvokaten beder den politikreds, der klages over, om at finde frem til, hvem der var impliceret. I dette konkrete tilfælde har alle de indblandede ikke kunnet identificeres, og derfor måtte sagen lukkes.

- Men nu hvor en betjent selv har henvendt sig og sagt, at han opholdt sig i bilen på det pågældende tidspunkt, så kan vi endelig komme videre, og det er også derfor, vi har genåbnet sagen. Jeg så selvfølgelig gerne, at vi havde fundet frem til denne person og fået yderligere oplysninger, inden vi afgjorde sagen i første omgang, men nu må vi bare se at komme videre, siger Lise-Lotte Nilas.

Sagen overdrages nu til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som trådte i kraft 1. januar 2012.