Statsadvokat afviser dna-test og telefonaflytninger
Statsadvokat afviser dna-test og telefonaflytninger
Statsadvokat afviser dna-test og telefonaflytninger
Statsadvokaten i Viborg, Peter Brøndt Jørgensen, valgte i dag at gå til modoffensiv efter flere dages skriverier om DNA-prøver og telefonaflytninger i forbindelse med en brandstiftelsessag i Hjørring.
Han bekræfter, at der er foretaget en DNA-test af spyttet på de frimærker, som en anonym person brugte, da han valgte at sende et brev om politiets muligvis ulovlige efterforskningsmetoder i brandstiftersagen. Men der er ikke planer om at tage blod- eller spytprøver fra de ansatte hos politiet i Hjørring, for at finde lækagen, siger statsadvokaten. Det var udelukkende for at sikre beviser i den indledende fase af efterforskningen.
Tilsvarende afviser statsadvokaten, at man har forsøgt at få lov til at aflytte telefonen hos en af forsvarerne for de mistænkte i brandstiftersagen. Forsvareren var blevet ringet op af en person, der sagde, at han havde kendskab til politiets tvivlsomme måde at efterforske brandsagen på. Derfor spurgte man om lov til via teleselskabet at undersøge, hvem der havde ringet til advokaten. Men da han nægtede at give tilladelse, forfulgte man ikke sagen yderligere.
/ritzau/