Ifølge Statens Serum Institut kan danskerne for andet år i træk se frem til en epidemi med kold lungebetændelse.
Der er tale om 'tegn' på en epidemi med 'Mycoplasma pneumoniae (MP)', lyder det i meddelelsen:
'I de sidste uger er der set en kraftig stigning i antal prøver, der er positive for MP ved PCR i MiBa. Fra uge 35 til uge 40 er der set en stigning fra 72 tilfælde til 187 tilfælde pr. uge, og positivprocenten er steget fra 6 til 13.'
Ifølge Statens Serum Institut kan der for tiden påvises med end dobbelt så mange tilfælde i forhold til samme tidspunkt sidste år. Samtidig er de foreløbige tegn på en epidemi startet tidligere i år end i forrige år.
I 2015/2016 toppede den således først i begyndelsen af januar 2016, hvorefter den langsomt fasede ud.
Tilfældende af kold lungebetændelse er registreret over hele landet, men skulle være særlig slemt i hovedstadsområdet. Samtidig oplyser Statens Serum Institut, at primært børn i alderen 6 til 12 år skulle være ramt af infektionen.
Kold lungebetændelse er en infektion, der viser sig ved influenzalignende symptomer og feber. Hovedparten vil ifølge Statens Serum Institut opleve en tør irriterende hoste, der vil forværres, når man ligger ned.
Størstedelen vil imidlertid ikke opleve andre symptomer end en let snue og en lille smule ondt i halsen. Enkelte ender dog med at udvikle en egentlig lungebetændelse.
I langt de fleste tilfælde kræver infektionen ikke nogen behandling, oplyser Statens Serum Institut på deres hjemmeside.