Staten går nu foran for at skabe flere job til personer med nedsat arbejdsevne. Regeringen har netop besluttet at tvinge samtlige statslige institutioner til at ansætte endnu flere svage ledige, skriver De 3 Stiftstidender & JydskeVestkysten i morgen.

Inden udgangen af 2003 kræver regeringen, at 3,5 procent af samtlige stillinger i landets ministerier, styrelser og andre statslige organer som DSB og Post Danmark besættes af personer med nedsat arbejdsevne. Det svarer til cirka 3000 ekstra job.

- Det er vigtigt, at staten går foran. Vi vil bruge den medicin, vi ordinerer til andre. Hele arbejdsmarkedet - ikke bare staten, men også private virksomheder skal være med til at skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle, siger arbejdsminister Ove Hygum (S).

/ritzau/