Staten bremser hvert tredje frikommuneforsøg
Hver tredje ansøgning fra landets ni frikommuner bliver afvist af ministerierne. Ideen med forsøget var ellers, at kommunerne skulle eksperimentere med nye metoder.
Hver tredje ansøgning fra landets ni frikommuner bliver afvist af ministerierne. Ideen med forsøget var ellers, at kommunerne skulle eksperimentere med nye metoder.
Forestil dig en by hvor alle unge tager en ungdomsuddannelse, forældrene hjælper til med undervisningen i folkeskolen, sommerhusejere betaler penge til en samlet turismefond til glæde for nærområdet, og borgerne kører gratis med den offentlige trafik.
Sådan lyder nogle af visionerne i Odsherred Kommune, der er en af landets ni såkaldte frikommuner. Siden sidste år har de haft status som lokale laboratorier med mulighed for at udfordre gældende regler og love for at finde nye og smartere måder at organisere velfærden på. Det skriver Berlingske.
Men nu er de mange ideer stødt på grund: Kommunen har fået afslag på de dispensationsansøgninger, der skulle gøre det muligt for eksempel at forpligte unge til at tage en uddannelse eller oprette et kommunalt trafikselskab. Det samme er sket for en lang række andre kreative forslag fra landets øvrige frikommuner. Faktisk er knap hver tredje af frikommunernes 214 ansøgninger til staten blevet afvist, viser en ny opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Det skuffer borgmester i Odsherred Kommune, Thomas Adelskov (S), der kæmper for at rette op på kommunens kedelige statistik som en af landets dårligst uddannede. 30 procent af kommunens unge får aldrig en ungdomsuddannelse, og problemet er vokset så stort, at »pjecer ikke længere virker«, som borgmesteren udtrykker det:
- Alle vores forslag handler om at løse kommunens udfordringer på en anderledes måde uden at sende regningen til Christiansborg. Men jeg kan så konstatere, at vi har været mere ambitiøse, end der har været villighed til at eksperimentere med, siger Thomas Adelskov.
De mange afslag overrasker professor i statskundskab på Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen:
- I mange år har man sagt, at kommunerne er deres egen værste fjende, fordi de fortolker love og regler alt for snævert. Nu har vi sort på hvidt, at når de faktisk forsøger at lave noget anderledes, bliver de bremset af staten, siger han.