Først slog hun ham i ansigtet. Så stak hun en brødkniv i benet på ham. Og så afsluttede hun med at kaste en bærbar computer, et krus og et syltetøjsglas efter ham.

Bølgerne gik højt, da britiske Lavinia Woodward kom op og toppes med sin kæreste i en ren alkoholrus. Det endte med, at hun blev anholdt efter at have stukket en kniv i benet på sin bedre halvdel, men nu undgår den medicinstuderende kvinde måske fængsel af en højst mærkværdig grund. Det skriver The Guardian.

Ian Pringle, der er dommer i sagen, sagde nemlig i retten, at en sådan forbrydelse normalt resulterer i fængsel, men at han i stedet vil udsætte strafudmålingen og give Livania Woodward mulighed for at blive alkoholfri på et afvænningscenter. Hvorfor? Fordi hun har et exceptionelt talent.

Ja, den er god nok. Dommeren mener nemlig, at en straf vil kunne ødelægge den unge kvindes karriere:

»Jeg tænker, at hvis det her et engangstilfælde, som vil kunne forhindre denne her ekstraordinært dygtige kvinde i at få hendes drømmejob, så vil en straf være for meget,« siger dommeren ifølge The Guardian.

Selve knivstikkeriet fandt sted på Christ Church College, hvor Lavinia Woodward til dagligt studerer, men det har ikke fået skolen til at bortvise den 24-årige kvinde. Tværtimod har retten ifølge The Guardian fået besked fra Christ Church College om, at Lavinia Woodward får lov at vende tilbage til skolen til oktober, fordi hun »er så klog« og har fået publiceret videnskabelige artikler i medicinske tidsskrifter.