Vejen ser ud til at være banet for, at FC København kan hente Kris Stadsgaard hjem fra Spanien. Den danske forsvarsspiller, der til dagligt tjener til dagen og vejen i Malaga, har i lang tid været meldt på vej til den danske mesterklub, og det skifte er formentlig rykket ét skridt nærmere.

I hvert fald har Malaga indikeret, at de ikke ønsker at stå i vejen for Kris Stadsgaard, hvis han kan finde et andet sted at spille.

- Jeg er fortrøstningsfuld efter den snak, vi har haft med Malaga. Men der er et langt stykke vej endnu. Jeg har haft møde med dem i går og i dag. Et skifte er ikke udelukket, men det er heller ikke afklaret, siger Kris Stadsgaards far og rådgiver, Knud Stadsgaard, til tv2sport.dk.

Kris Stadsgaard har længe været henvist til reserveholdet i Malaga, der dermed ikke har gjort meget for at skjule, at det ikke ligefrem er danskeren, de har tænkt sig at bygge holdet op omkring i fremtiden.

Den tidligere FC Nordsjælland- og Rosenborg-spiller har også været rygtet andre steder hen end FC København. I alt har klubber fra fire forskellige lande den 26-årige dansker i kikkerten.

tipsbladet.dk