Stadigt flere vinavlere i Danmark
Stadigt flere vinavlere i Danmark
Stadigt flere vinavlere i Danmark
Der bliver flere og flere vinavlere i Danmark, og Foreningen af Danske Vinavlere (FDV) har nu over 500 medlemmer med udsigt til fortsat fremgang.
Det sagde vinavlernes formand, Peter Lorenzen, på foreningens generalforsamling i dag i København. Han efterlyste mere arbejdskraft blandt medlemmerne for at klare det administrative merarbejde i forbindelse med EU's nye vinforordning.
Danmark fik sidste år status som vinproducerende land inden for EU med virkning fra 1. august i år - med ret til at tilplante 99 hektar med vinstokke. Samme ret har Irland og Sverige fået.
Der mangler dog stadig en masse udredningsarbejde, før vinforordningen kan komme til at fungere i Danmark - blandt andet kontrolforanstaltninger, tilladelser og fordelingen af de 99 hektar. Fødevareministeriet har indkaldt til møde i begyndelsen af juli med deltagelse af Plantedirektoratet, der skal stå for kontrollen af, om de danske vinbønder kun dyrker og anvender de godkendte druesorter, oplyste Peter Lorenzen.
/ritzau/