I årevis har skattemyndighederne registreret udlændinge som lovformelige danske skatteborgere, selv om de ikke har nogen arbejdstilladelse, skriver Politiken.
Dermed forledes mange arbejdsgivere til at tro, at papirerne er i skønneste orden, men ansætter de en udlænding uden arbejdstilladelse, koster det dyrt i bøder.
Den 29. marts tog Skat og Beskæftigelsesministeriet endnu en gang problemet op på et fælles møde. Men der er stadig ikke fundet en løsning, oplyser Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet:
- Det kræver en analyse af både de administrative forhold, juridiske spørgsmål omkring videregivelse af oplysninger mellem myndighederne og de it-tekniske muligheder for at udveksle oplysninger, hedder det i en mail fra faglig koordinator Janne Steensgaard Samuelsson til Politiken.
Men den udmelding er simpelthen uacceptabel, når problemet har været kendt i årevis, mener de tre brancheorganisationer Horesta, Dansk Erhverv og Danske Medier.
- Når myndigheder giver skattekort til folk uden arbejdstilladelse, skal myndighederne gøre arbejdsgiverne opmærksomme på, at de skal se en gyldig arbejdstilladelse. Det blev allerede slået fast i et cirkulære fra daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen, og det fungerede fint, lige indtil Skat indførte elektroniske skattekort. Da glemte Skat at gøre plads til en information om, at skattekortet er udstedt til en person uden arbejdstilladelse, siger Adam Rue, seniorkonsulent i Danske Medier, til Politiken.
Såvel LO som Horesta og Dansk Erhverv betegner situationen som helt absurd, når Skat med jævne mellemrum rykker ud på razziaer og afslører illegale arbejdere, der så viser sig at have afregnet deres skatter i flere år via Skats digitale skattekort.
BNB