Pierre-Emile Højbjerg slår fast, at han forlader Bayern München i næste transfervindue, hvis ikke han får spilletid i den tyske storklub.

Han er en del af truppen i en af verdens bedste klubber Bayern München, og forventningerne er tårnhøje til den blot 19-årige midtbanespiller Pierre-Emile Højbjerg.

Så høje at den tyske klub har lovet ham spilletid i denne sæson på trods af en midtbane, der tæller navne som Bastian Schweinsteiger, Xabi Alonso og Mario Götze.

Og det har den tyske klub bare at give ham, hvis de vil holde på deres danske guldfugl.

- De har sagt, jeg får chancen i løbet af sæsonen, og hvis ikke jeg får den, så er jeg væk til januar, siger Pierre-Emile Højbjerg til BT.

Vejen til spilletid så ellers ud til at blive en smule længere, da den tyske mesterklub hen mod slutningen af transfervinduet hentede den tidligere verdensmester Xabi Alonso i Real Madrid. Men det er ikke noget, der skræmmer den mørkhårede dansker, der har gjort kométkarriere på det danske landshold.

- Det er klart, at når klubben henter så dygtig en midtbanespiller, bliver det ikke nemmere at få spilletid, men jeg må blive ved med at klø på, og så har de jo sagt, jeg får chancen, siger han

På grund af klubbens mangfoldige midtbane, var der hen over sommeren en del snak i medierne om det kloge i, at Pierre-Emile Højbjerg lod sig udleje i jagten på fast spilletid.

Men den talentfulde spiller afviser, at der var nogen snak i klubben om en udlejning. Mest af alt, fordi klubben ikke ønskede at skille sig af med danskeren.

- Der var aldrig en konkret snak om, at jeg skulle lejes ud, for klubben ville ikke af med mig.

Men ønskede du at blive udlejet?

- Det er jo svært at ønske noget, når klubben ikke vil det. Når de siger, jeg skal blive, er jeg nødt til at høre efter, hvad de siger og så håbe på, de giver mig chancen, lyder det fra Pierre-Emile Højbjerg.

Uanset om han får chancen i den tyske storklub, ligner han allerede i en alder af bare 19 år fast mand på landsholdets midtbane. Han startede da også inde i onsdagens nederlag til Tyrkiet i Odense. Og selvom kampen efterlod et lidt blandet indtryk, kan de danske tilskuere godt begynde at glæde sig til på søndag, hvor det bliver alvor, når Armenien lægger vejen forbi Parken til EM-kvalifikationskamp.

- Alle på holdet ved godt, at det er på søndag, det gælder. Derfor kørte vi også lidt med håndbremsen trukket. Det var synd for tilskuerne, at vi tabte, men hvordan kampen gik, er jo et eller andet sted ligegyldigt, lyder det fra Pierre-Emile Højbjerg, der lover at samtlige spillere er klar til at hæve niveauet mod Armenien.