Lukas Podolski skifter til sommer til Arsenal. Det forventer alle, men alle forventer samtidig, at Podolski spiller sæsonen færdig for fuld kamp i FC Köln for som sin sidste gerning at redde klubben fri af nedrykning.

Skal man tro Daily Star, kan en offentliggørelse af sommerskiftet til London-klubben være lige om hjørnet.

Ifølge avisen har Arsenal lige nu repræsentanter i Köln, der i går lægetjekkede Lukas Podolski forud for skiftet, der menes at koste godt 100 millioner kroner for Arsenal at effektuere. Podolski og Arsenal blev allerede i sidste uge meldt enige om en fire-årig kontrakt.

Samtidig skulle Arsenal også være i Tyskland for at bane vejen for et bud på Dortmund-stjernefrøet Mario Götze, som Arsenal skulle være klar til at lægge op mod 270 millioner kroner for.

- Hvis vi finder den rigtige mand til den rigtige position, vil vi gerne købe. Vi har nok til at betale alt andet end fjollede priser, siger formand Peter Hill-Wood.

Hverken Podolski eller Götze spiller formentlig i weekenden, men det har ikke noget med Arsenal at gøre. Lukas Podolski fik rødt kort senest mod Hertha, hvilket bringer ham i karantæne, medmindre FC Köln får medhold i sin anke. Mario Götze er fortsat skadet.

tipsbladet.dk