EM-klumme af Ståle Solbakken

EM er slut, Portugal vandt og Cristiano Ronaldo fik sin landsholdstitel. Det sidste er ikke helt ubetydeligt – slet ikke for Ronaldo selv. Jeg tror, at Ronaldo tænker, at han med finalesejren tog et stort skridt, som vil være vigtigt for ham i et historisk perspektiv.

EM-titlen betyder for det første meget i forhold til Ronaldos position i hjemlandet i forhold til andre store spillere som Eusebio og Figo. De var overhovederne for hver deres generation, men de lykkedes ikke med at vinde noget med landsholdet. Nu lykkedes Ronaldo, og det betyder meget for historien.

Nu har han vundet Champions League, hvor han dog var meget anonym i finalen, men scorede det afgørende straffespark. Han har nu også vundet EM, hvor han har haft en okay turnering. Han var matchvinder i semifinalen, sparkede et straffespark ind undervejs (men brændte også ét mod Østrig) og scorede to mål mod Ungarn. Men han har ikke spillet op til sit bedste.

Alligevel tror jeg, at han tænker, at der ikke er nogen, der vil huske på det om 20 år. Man husker kun, at ’jeg stod med pokalen, jeg vandt, jeg var den bedste spiller for Portugal i den periode, hvor vi vandt EM’.

Ronaldo tænker, at EM-guldet ikke bare er et symbol for Portugal, men også et symbol på, at han var den store landsholdsspiller i den periode.

 

I et historisk perspektiv er der ikke tvivl om, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo – sammen med Pelé – statistisk set nok er de to bedste spillere nogensinde, hvis du kigger på mål og oplæg. De er jo helt fænomenale, men de er forskellige spillertyper. Messi har et større repertoire med bolden end Ronaldo, men han har ikke Ronaldos urkraft. Men hvor placerer han sig så på min historiske topliste?

Jeg vil sige, at Ronaldo nu er i top seks. Og heroppe placerer jeg spillere som Diego Maradona, Pelé, Johan Cruyff, Alfredo Di Stefano, Franz Beckenbauer, Zinedine Zidane, Marco Van Basten og nu Ronaldo og Messi. Men da Maradona var på sit allerbedste, synes jeg, at han var den største. Det handler om personligheden og det, at han løftede et helt hold og en region.

Maradona var i 1986 den største leder af alle. Han spillede på et okay hold, men han vandt gennem fantastiske individuelle præstationer. Maradona løftede hele Syditalien. Napoli havde ikke vundet mesterskabet, inden han kom, og har ikke vundet noget efter. Det skaber en myte omkring ham i forhold til hans autoritet, fodboldspil og personlighed.

Der findes spillere, som, man håber, får bolden, når man sidder og ser en kamp. Den første, jeg husker i den forbindelse, er Johan Cruyff. Det var min første oplevelse. Men jeg sætter altså Maradona øverst. Han sprængte nogle barrierer – både med Argentina og særligt med Napoli. Men kigger man på hans statistikker, er de ikke i nærheden af Messi og Ronaldo. Derfor er Ronaldo også på min historiske topliste.

Ronaldo er nu blevet 31 år, og i takt med det har han en helt anden erfaring, han kan give videre til unge spillere. Vi har set en ny Ronaldo ved dette EM. Vi så det i straffesparkskonkurrencen mod Polen, hvor han opfordrede João Moutinho, som brændte i EM-semifinalen mod Spanien i 2012, til at sparke straffe og score. Han guidede også holdet fra sidelinjen i finalen, og dér kan man spørge sig selv, om det bare er et show. Men det tror jeg ikke. Man kan se, at han bare vil vinde.

Når han græder, er det ikke skuespil. Når han jubler, er det, fordi han er ekstremt glad for at vinde. Det er det samme, når han vinder Ballon d’Or. Han lægger ikke skjul på, at det betyder så meget for ham. Det er en ekstrem vindermentalitet, han har.

EM-finalen var også dér, hvor Cristiano Ronaldo for første gang i historien fik lidt sympati med sig, fordi der skete det, der skete, og han måtte gå ud med en skade midt i første halvleg. Han er normalt ikke den spiller, der nyder mest sympati. Det skyldes nok, at der er lidt for mange fejringer af sig selv. De ting bidrager til antipatien. Det er jo en holdsport, men samtidig er han den vigtigste spiller på sit hold. Han går ekstremt meget op i at vinde. Han perfektionerer sig selv, for at han skal gøre det bedst muligt – og for at holdet skal vinde.

Det, jeg godt kan lide ved Ronaldo, er hans mentale styrke. Der er et vanvittigt pres på ham, hvis han ikke scorer i to kampe i træk. Hele verden er efter ham. Han har motivationen til i hver eneste sæson at gå ind på ny og stræbe efter hele tiden at score det næste mål. Det imponerer mig at se det sindssyge drive, han har. Måske er det mest på vegne af sig selv, men det gavner holdet rigtig meget.

Han dribler ikke lige så godt, som han gjorde for år tilbage, fordi han har en anden type krop nu. Men han header hårdere, han hopper højere, han er klog i boksen, han er ekstrem i luften. Han er måske den bedste boksspiller af alle, selv om han ikke bliver kaldt boksspiller. Hvem vil man have til at løbe ind i et indlæg? Ronaldo. Som træner ved man, at man hele tiden har en matchvinder, som ikke er bange for noget, og som tør at tage udfordringerne.  Hans barnlige måde at fejre sig selv på, viser bare, at han vil være den bedste.

Men det er så også det, der trækker lidt ned. Når han flår trøjen af sig selv efter en straffesparksscoring til 4-1, vinder han ikke sympati. Men i denne turnering har han vist, at han er mere menneskelig. Jeg tror, han fik lidt sympati i finalen og måske fortjent. For Cristiano Ronaldo vil gå over i fodboldhistorien som en af de største spillere nogensinde.