Luka Mezgec fra Giant-Shimano trådte sig for alvor ind i bevidstheden hos cykelfans rundt om i verden, da den 25-årige slovener mandag sprintede sig til sejren på første etape af Catalonien rundt.

Efter 170 kilometer endte etapen med en massespurt i byen Calella. Her var ingen i stand til at følge med den hurtige slovener, der kørte over stregen foran Leigh Howard fra Orica-GreenEdge og Julian Alapillippe fra Omega Pharma - Quick-Step.

Normalt er det to andre ryttere fra Giant-Shimano, der stjæler opmærksomheden i offentligheden. Således er det vanligt stjernerne Marcel Kittel og John Degenkolb, der sprinter sejrene hjem til holdet. Men nu melder endnu en hurtig mand sin ankomst til de hurtige afslutninger. Luka Mezgec.

Hollandske Wilco Keldermann fra Belkin forsøgte dog forinden at snyde sprinterholdene. I et tremandsudbrud lå han sammen med to følgesvende, men da de to andre igennem en chikane valgte den forkerte vej, var Keldermann pludselig alene.

Desværre for den hollandske lykkeridder lykkedes det som forventet for feltet at indhente ham med 10 kilometer til mål, og så kunne Mezgec tage karrierens største sejr og samtidig iklæde sig løbets førertrøje.

Etapeløbet slutter på søndag. Inden da venter der flere stejle stigninger for feltet, hvor både Christoffer Froome, Alberto Contador og Jakob Fuglsang er iblandt. Her skal de for første gang i år krydse klinger, inden sommerens store opgør venter i Tour de France.

Også profilerne Nairo Quintana, Joaquim Rodriguez, Rigoberto Uran, Ivan Basso, Daniel Martin, Chris Horner, Samuel Sanchez, Tejay van Garderen og Robert Kiserlovski er med i det, der tegner til at blive en dramatisk og spændende dyst på de nordøst-spanske landeveje i denne uge.