Brøndbys bestyrelsesformand vil i fremtiden ikke længere hedde Aldo Petersen. Han var manden, der hentede sportsdirektør Per Rud til klubben sidste sommer, og de to har længe haft et nært samarbejde. Nu skilles de, efter det torsdag kom frem, at Brøndby hovedaktionær vil skifte markant ud i bestyrelsen.
- Det var en barsk dag. Jeg måtte sige farvel til mennesker, som var med til at hente mig til Brøndby, så selvfølgelig var det hårdt og sørgmodigt. Nå det så er sagt, så skal man også bare forstå, at det er livet i en i en professionel fodboldklub, siger Per Rud, til BT.
Efter en lang karriere i fodboldbranchen er Brøndbys sportsdirektør vant til at se sine overordnede forsvinde fra tid til anden.
- Inden Brøndby var jeg 10 år i HB Køge, og i den tid nåede jeg at have seks forskellige bestyrelsesformænd. Det er mange gange en naturlig udvikling i en klub, sådan er det også i Brøndby, siger Rud.
Den nye bestyrelse i Brøndby kom udover hovedaktionær Jan Bech Andersen til at bestå af blandt andre den erfarne erhvervsmand Thorleif Krarup og DBUs mangeårige generalsekretær Jim Stjerne Hansen. Det vil fremover være til dem, Per Rud skal fremlægge sine større projekter og planer og hente endelig godkendelse til budgetter.
- Nu må vi videre. Al min energi og mit fokus er rettet mod fremtidige opgaver, og jeg har fuld tiltro til den nye bestyrelse og det arbejde, de skal foretage på deres niveau, siger Per Rud.