Lasse Norman Hansen er braget ind på den store scene i cykelsporten. Og der er mere på vej.
Da Lasse Norman Hansen i onsdags satte tempokongerne Tony Martin og Fabian Cancellara på plads på en 9,9 kilometer lang enkeltstart, vakte det opsigt i den internationale cykelsport.
Norman hvem? Spurgte udenlandske cykeljournalister på twitter, da de havde gennemgået resultatlisten over 1. etape af Tour of Dubai, som afslørede, at 21-årige Lasse Norman Hansen blev nummer tre lige for næsen af verdensmesteren i enkeltstart, Tony Martin.
Og man forstår sådan set godt de halvforvirrede udenlandske journalister. Lasse Norman Hansen tilkaldte sig ganske vist en del international opmærksomhed, da han vandt guld i omnium til OL i London, men på landevejen har den unge dansker ikke gjort sig gældende i internationalt perspektiv. Før nu.
Onsdagens enkeltstart var således Lasse Norman Hansens første løb nogensinde som professionel, efter han 1. januar begyndte på storholdet Team Garmin-Sharp.
Det kan få en stor betydning for Norman Hansen, at han har lavet så stort et resultat allerede i sit første løb, vurderer sportschef i Danmarks Cykle Union, Lars Bonde.
- Som neo-pro (ungdomsprofessionel, red.) skal man i den første sæson vise holdet tre-fire gange, at der var en grund til, at de skrev en kontrakt, og nu har Lasse vist det i allerførste skud. Det er et meget vigtigt og fantastisk flot resultat, som viser, at han er berettiget til at være med i det her selskab, siger sportschefen.
Lars Bonde har fulgt Lasse Norman Hansens udvikling tæt, og han ved derfor, hvor vigtigt det er for den unge fynbo, at han oplever succes allerede i begyndelsen af sit professionelle liv.
- Lasse har brug for selvtillid for at kunne præstere, så derfor er det et ekstra godt kick for ham at lave sådan et resultat. Lasse er sådan en, som går ekstra meget efter et topresultat, hvis han først har fået færten af det, forklarer sportschefen.
Lasse Norman Hansen begyndte sin amatørkarriere for Team Concordia Forsikring-Himmerland i 2011, men det var i banecyklingen, han lagde sine kræfter. Her har han vundet flere EM- og VM-medaljer, og i slutningen af denne måned tager han sammen med banelandsholdet til Colombia for at vinde flere VM-medaljer.
I 2012 blev han pludselig et velkendt navn i Danmark, da han vandt OL-guld i den specielle banedisciplin omnium. Han fortsatte dog som amatør på landevejen i 2013, hvor han kørte for det danske hold Team Blue Water Cycling. Her opnåede han flere store resultater, som blandt andet bronze i VM-enkeltstarten for U23 og en sejr i den danske klassiker GH Herning. Men det resultat, der imponerede Lars Bonde mest, var hans samlede andenplads i Thüringen Rundfart 2013 (U23). Det er et løb med fremtidens største stjerner, og hvis man når til tops her, ser fremtiden særdeles lys ud.
I denne sæson bliver modstanden betydeligt hårdere, når det 21-årige talent er udset til at køre nogle af de store forårsklassikere. Han er således med i Team Garmin-Sharps bruttotrup til Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det er dét terræn, som passer bedst til Lasse Norman Hansen.
- Jeg tror, at han i fremtiden bliver rigtig interessant at se i klassikerne og nogle af de mindre etapeløb, hvor der er en enkeltstart, vurderer Bonde.
Danske talenter har tidligere haft svært ved at tage skridtet op til den professionelle karriere, og derfor er Lasse Norman Hansen et godt eksempel til efterlevelse.
- Det er et meget godt eksempel på, at danskere kan vise sig frem på den store scene fra start af. Det er noget, der bliver lagt mærke til, men det skal selvfølgelig følges op, før man kan kalde det et gennembrud.
Lasse Norman Hansen forsvarede torsdag sin tredjeplads i Tour of Dubai, da han blev nummer 11 i spurten. Der er to etaper tilbage af løbet, og han står derfor med gode muligheder for at lave et godt samlet resultat, hvis Team Garmin-Sharp satser på ham.