Sønderjyske slog sin egen pointrekord i Superligaen og drømmer nu om det, regionens ishockeystolthed ikke formåede. Medaljer.
Resultater, fest og medaljer. De er vant til succes i Sønderjyske, men hvor det i de senere år har været på isen, er succesen i år rykket udenfor. Søndag eksploderede euforien med to pragtmål i overtiden, en ny pointrekord og drømme om Superliga-medaljer. Storspillende Marc Dal Hende sagde det præcist, da han med et bredt smil og klassisk Sønderjyske-fuldskæg tonede frem på tv-skærmen efter 3-1-sejren over FC Nordsjælland. Det var kort efter, at Pierre Kanstrup havde braget en nedfaldsbold op i krydset og Nicolaj Madsen momenter senere skruede et frispark ind bag David Jensen.
{embedded type="node/webtv_link" id="43453592"}
»Det er et tegn på vores sæson. Vi render med det hele i øjeblikket.«
Vidnerne var 5585 tilskuere, der først fik serveret en finurlig hælscoring af storspillende Tommy Bechmann, inden to gange sønderjyske vikinger dukkede op og gjorde Andreas Maxsøs sene udligning ubrugelig for nordsjællænderne.
Dermed er Sønderjyske ikke bare tilbage på andenpladsen. Med 46 point har Sønderjyske nu slået sin egent pointrekord i Superligaen, og dermed styrer klubben fra Haderslev nu mod det, som regionens stolte ishockeyhold højst overraskende ikke formåede i år. Medaljer.
»Vores ishockeyhold har kæmpet med om medaljer i rigtig mange år, så nu går vi og joker lidt med, at når de desværre ikke fik nogle i år, så må vi se, om der er en anden idrætsgren i Sønderjyske, der kan tage nogle medaljer,« siger Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen til BT.
{embedded type="node/webtv_link" id="43453581"}
Han kunne se sin cheftræner Jakob Michelsen leve op til sit navn ’mini-Mourinho’, da han stormede ud fra bænken og kastede sig ned på knæene ved anfører Pierre Kanstrups frelsende 2-1-scoring i to minutters overtid. Euforien var tydelig og svømmede stadig rundt i kroppen på Pierre Kanstrup, da han af Eurosports reporter blev spurgt, om det ender med medaljer til Sønderjyske.
»Ja ja, det gør det,« lød det med bredt (skæg)smil.
Sportschef Hans Jørgen Haysen er dog ikke klar til - endnu - at gøre medaljer til en officiel målsætning, selvom klubben med den nye pointrekord i hånden nu er klar til at sætte nye mål. De vil blive meldt ud i løbet af ugen.
»Pierre har nok været i følelsernes vold og gudskelov for det. Det betyder, at det er en positiv karakter, men målsætningen kommer vi med, når vi har sat os sammen i løbet af de første par dage af næste uge.«
Men I ligger jo nummer to og bliver ved med at hive sejrene hjem via godt spil. Hvorfor ikke bare melde ud, at I går efter det?
»At vi sagde, vi ville slå pointrekorden, det var noget at gå efter. Det betyder også, at vi i stedet for de 44 point for at tangere den nu kan få 55 eller 60 for den sags skyld. Der er mange, der har travlt med, at vi skal gå helt op mod noget, men det kommer forhåbentligt,« siger Hans Jørgen Haysen, inden der blev jublet videre i Sønderjyske.