Silende regn og spejlglatte veje serverede det vildeste verdensmesterskab i 20 år – Jakob Fuglsang var tæt på at køre med om medaljerne

Verdensmesterskabet i landevejsløb i 1993 i Oslo er blevet kendt for to ting. Vinderen blev en dengang relativt ukendt Lance Armstrong, og vejret var helt og aldeles frygteligt med silende regn hele dagen.

20 år senere gentog ét af tilfældene sig, da der blev kørt VM i Firenze. Allerede da rytterne om formiddagen rullede ud på de 272 km i Lucca regnede det, og sådan fortsatte det stort set hele dagen, indtil rytterne mange timer senere nåede i mål i Firenze. Massiv regn, lyn og torden hele dagen.

Vejene omkring Firenze blev spejlglatte, og rytterne styrtede på kryds og tværs. 147 ryttere udgik og kun 61 af de sejeste ryttere gennemførte.

Først over stregen var portugisiske Rui Costa, som oversprintede Joaquim Rodriguez, og kort efter kom Alejandro Valverde ind på en bronzeplads.

Breschel udgik tidligt

Sportschef Lars Bonde tror, at det bliver et VM, som man kommer til at snakke om i mange år frem.

- Det var et fuldstændig sindssygt løb. Jeg har set regnbyger i rigtigt mange cykelløb, men jeg har aldrig set så meget vand falde på så kort tid, og så også med lyn og torden. På et tidspunkt frygtede jeg, at de ville neutralisere eller aflyse løbet, for det var simpelthen sindssygt derude. Der var så mange styrt uafhængigt af hinanden. Folk lå og rodede rundt. Det var helt vildt, fortalte Lars Bonde, som kørte i en bil lige bag rytterne.

Herfra kunne han se Matti Breschel udgå allerede på den første rundstrækning, da rytterne havde nået Firenze. Chris Anker Sørensen kæmpede konstant med at holde sig i frontgruppen, og Jakob Fuglsang sad helt perfekt i fronten næsten hele dagen.

Til sidst kunne Jakob Fuglsang ikke være med, da de tre medaljetagere åbnede finalen på den sidste rundstrækning. Det ærgrer Fuglsang, som ellers følte sig godt kørende.

- I sidste ende er jeg lidt skuffet, for jeg ville gerne have siddet med i forreste gruppe til sidst. Jeg synes også, jeg var godt kørende, men jeg havde måske brugt for mange kræfter på at komme tilbage, da jeg blev fanget et par gange. På de sidste to kilometer kørte jeg med alt, hvad jeg havde, men der var ikke nok at give af.

Forsøgte at trække Fuglsang frem

Flot så det ellers ud, da Chris Anker Sørensen for hundrede syttende gang kæmpede sig tilbage i frontgruppen, og satte sig helt op i front af feltet, med Jakob Fuglsang på hjul. Danskerne havde noget i ærmet, fornemmede man.

- Jeg vidste, at Jakob var vores bedste bud, så jeg sagde til ham, at nu prøver vi sgu bare. Der var desværre nogen, der var stærkere end Jakob, men vi prøvede, og hvis ikke man prøver, så vinder man ikke.

- Jeg synes, det var vigtigt, at vi viste, at Danmark godt kan finde ud af at køre, og at vi spillede en rolle. Det var måske ikke en hovedrolle, men i hvert fald en birolle, og det kan man godt få en oscar for, sagde Chris Anker Sørensen.

Lars Bonde er tilfreds med den indsats hans ryttere leverede, selvom de ikke var med til at køre om medaljer til allersidst.

- Jeg synes absolut, at det er godkendt. Vi mister Matti ret hurtigt, men alle hold mistede ryttere hele tiden.

- Jeg synes, at Chris gør det fantastisk. Han kommer tilbage otte-ti gange. Og Jakob sidder, som han skal, men vores ryttere mangler det punch, som man skal have i sådan et løb.