Store investorer var angiveligt klar med 20 mio. kr. til mere håndbold på Vestegnen. I konkurs-kulisserne udspillede der sig et rednings-drama, som spillerne blev inddraget i undervejs.
En lille gruppe AG København-folk kæmpede non-stop - med målmand Kasper Hvidt på sidelinjen som repræsentant for spillerne - i 48 timer i håb om at kunne drive det danske håndbold-flagskib videre. Redningsplanen blev sat i verden umiddelbart efter, at konkursen var en realitet.
12 investorer fra ind- og udland var klar med mere end 20 mio. kr. - nok til at drive klubben i mindst et år, hævder hovedmanden bag det kuldsejlede redningsprojekt, den tidligere key account manager, Frank Gammelgaard.
- Det var nogle af de større AGK-sponsorer, men også nogle, som ikke havde været sponsorer i AGK før, siger Frank Gammelgaard, der ’hverken kan eller vil’ sætte navn på sponsorerne.
Han oplyser desuden, at man i løbet af de 48 timer, som redningsaktionen varede, ikke nåede at kontakte flere AGK-sponsorer.
- Men jeg er sikker på, at flere ville være med i projektet, siger han.
Ville svinge sparekniven
Frank Gammelgaard fortæller, at det var meningen, at man i det nye AG København ville skære dramatisk i antallet af ansatte og skrue ned for diverse arrangementer. Derudover ville man for at spare husleje undersøge mulighederne for at spille de ‘små’ kampe i mindre arenaer end Brøndby Hallen.
Men det var, ifølge Frank Gammelgaard, ikke nødvendigt, at spillerne gik ned i løn her og nu.
- I første omgang skulle spillerne ikke gå ned i løn. Med det vi havde, kunne vi køre i et år, men hvis der skulle laves en tre-årig løsning, og vi ikke fik flere indtægter, så ville lønnen være til forhandling, siger han.
På trods af mere end 20 mio. kr. i kapital manglede det afgørende papir: Licensen til at spille i den bedste, danske håndboldrække kunne de ikke få. Og så faldt projektet til jorden.
Licensen ligger bundet i det selskab, der er blevet erklæret konkurs. For at undgå konkurs-rytteri i håndbold-verdenen er der strikse regler for, hvornår en licens kan føres over i et nyt selskab, og dem kunne AG København ikke opfylde.
Hos Dansk Håndboldforbund bekræfter direktør Henrik M. Jacobsen, at han i dagene efter AG Københavns konkurs og øjeblikkelige tvangsnedrykning har gjort rede for forbundets regler om overdragelse af licenser.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra spillernes repræsentant Kasper Hvidt.