SPØRGSMÅL: Hej Chris, tak fordi jeg kan sende dig et spørgsmål. Jeg er et af de mennesker, som er fanget i en negativ arbejdsspiral. Jeg elsker mit arbejde, men på samme tid dræner det også min energi, fordi jeg føler mig forpligtet til at være på størstedelen af mine vågne timer.
Har du nogle gode råd til at få en bedre balance mellem arbejde og fritid? Hilsner Anne-Mette
Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Som arbejdsgiver ved jeg, at der altid ligger et ansvar på mine skuldre i forhold til mine medarbejderes balance mellem fritid og arbejde. På samme tid skal medarbejderen også være opmærksom på, at man har et ansvar for at sætte grænser.
Jeg tror, at en af de vigtigste årsager til negativ stress i dag er den evige tilgængelighed. Hvornår har du sidst været sammen med andre mennesker uden at tjekke din smartphone indimellem?
Tjek disse råd til en god balance: - Find ud af, om din chef/arbejdsplads kan gøre noget anderledes. - Opsæt nogle regler for din arbejdstid, og hold dig til reglerne. Eksempelvis så snart du har forladt arbejdspladsens matrikel, har du fri – helt fri. - Sluk din telefon eller fjern notifikationer, så du ikke bliver mindet om arbejde hele tiden. - Lad være med at tjekke din mail, inden du går i seng. Det får dig ikke til at sove bedre, måske snarere tværtimod.
- Når du forlader din arbejdsplads, så spørg dig selv: Har jeg gjort mit bedste? Og er svaret ja, så gå hjem med ro i sindet. - Adskil arbejde og fritid – både i tid, men også på det praktiske plan.
Jeg håber, du finder din balance.
Work hard – play hard. Stay strong, stay graceful!