MALAYSIA: Selv om det ikke kan bekræftes, at det forsvundne fly fra Malaysia Airlines, MH370, blev kapret, slår den malaysiske premierminister, Najib Razak, nu fast, at nogen bevidst ændrede flyets kurs, og at kommunikationsudstyret sandsynligvis blev slukket.

På baggrund af efterforskningen fortalte premierministeren på et pressemøde lørdag morgen, at måden, flyet fløj på, da det havde forladt den primære radar, var »i overensstemmelse med en bevidst handling«.

Men om det var en kapring, er altså for tidligt at sige.

»Trods medieforlydender, om at flyet var kapret, ønsker jeg at være meget klar omkring, at vi stadig undersøger alle muligheder med hensyn til, hvad der fik MH370 til at afvige fra den oprindelige rute,« sagde premierministeren.

Flyet, der var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing, blev vendt, mistede forbindelsen til radaren og fløj tilbage over den malaysiske østkyst og mod nordvest mod Det Indiske Ocean. Ifølge premierministeren var den sidste satellitkontakt med flyet mere end seks en halv timer efter den ændrede kurs.

Efterforskerne har bekræftet, at en militærradar sporede det forsvundne fly, og premierministeren fortalte, at de to automatiske kommunikationssystemer »med stor sandsynlighed« blev slået fra, før det forsvandt fra den primære radar.

Indtil nu har eksperter lokaliseret den sidste kommunikation i en af to store geografiske områder. Enten mellem grænsen mellem Kasakhstan og Turkmenistan og det nordlige Thailand eller fra Indonesien til det sydlige Indiske Ocean.

»Disse nye satellitinformationer har en væsentlig betydning for karakteren og omfanget af eftersøgningen,« lød det fra Najib Razak.

Han forklarede samtidig, at man nu ikke længere leder i området ved Det Sydkinesiske Hav.

»Vi arbejder med de relevante lande for at få alle de relevante informationer til eftersøgningen, herunder radardata,« sagde premierministeren.

BNB