Koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis er fast besluttet på at få fortidens hemmeligheder frem i lyset.

Han var kun 14 år, da verden ændrede sig. Placeret foran tv-apparatet i forældrenes skolelærerhjem på Fyn så han to jublende folkemængder blandes, da Berlinmurens graffitidækkede beton endelig gav efter for massernes hamre, hakker, mejsler og gravemaskiner.

Det var vigtigt, forklarede både forældrene og speakeren på tv om de euforiske scener. Selv forstod Thomas Wegener Friis ikke betydningen af det, han så.

- Jeg var 14 år og interesseret i temmelig meget andet end international politik, husker han i dag med et grin.

Dén dag - 9. november 1989 - havde ingen i hjemmet på Fyn gættet, at den unge Thomas senere skulle komme til at vie sit liv til at kaste lys over hemmeligheder fra det land, han netop havde set bryde sammen på tv. At han skulle blive en af Europas førende eksperter i østtyske forhold og især i det frygtede østtyske ministerium for statssikkerhed, Stasi, og dets fordækte operationer i ind- og udland.

Fordækte operationer

På et minimalt kontor, der deles med to andre, på Syddansk Universitets Center for Koldkrigsstudier i Odense, sidder han i dag omgivet af notater og kopier af tidligere fortrolige dokumenter, der tårner sig op til få centimeter under loftet. Overalt er der hemmeligheder om utrolige og fordækte operationer, og for den 37-årige fynbo er det blevet et kald at afsløre dem for offentligheden.

For nylig blev han landskendt, da han fortalte om sin opdagelse af en ny dansk storspion, men for forskeren selv er helheden langt vigtigere end de spektakulære enkeltsager.

En varm dyne

- For mig er der noget brændstof i at vide, at det ikke var meningen, at den brede offentlighed skulle kende til de ting, jeg sidder og arbejder med. Vi har fået en håndfuld sager om spionage serveret som smagsprøver, men vi har aldrig fået indblik i, hvordan hele systemet i virkeligheden fungerede. Uvidenheden er en dejlig varm dyne, vi kan tage over hovedet, men den vil jeg gerne rive væk, siger Thomas Wegener Friis.

Hånden bliver flere gange banket i det hvide laminatbord, mens den unge forsker forklarer, at han er kommet til at anse det som en demokratisk pligt at blotlægge den skjulte del af historien. For først, når vi kender fortiden, kan vi diskutere den kvalificeret og lære at træffe klogere beslutninger i fremtiden, mener han.

At Thomas Wegener Friis på relativt få år er blevet en af Europas mest respekterede eksperter i østtyske forhold og især i den enorme spionagetjeneste Stasi, skyldes ifølge hovedpersonen selv en ren tilfældighed. Et møde i 1990 tændte den ild, som nu dagligt får ham til at tilbagelægge 60 km på cykel for at komme fra hjemmet ved Nyborg til Center for koldkrigsstudier i Odense for at forske i en mørk fortid.

- Det var en ferie i Spanien, hvor jeg mødte mine første østtyskere. Det var to familier af helt almindelige DDR-borgere, som var ude at rejse for første gang. Jeg var 15 år, og der var en søn, som var jævnaldrende med mig.

- Det var meget mærkeligt at møde de her mennesker, der tilsyneladende havde levet i en sardindåse og nu var blevet lukket ud for første gang. Jeg havde set i tv, at Berlinmuren var faldet, men ved mødet i Spanien kunne jeg for første gang mærke den historiske betydning af det, fortæller Thomas Wegener Friis, der i dag, 21 år senere, stadig har kontakt til de østtyske venner.

Fascinationen af livet i ’sardindåsen’ gjorde det let at sige ja, da en professor på Syddansk Universitet i 1997 opfordrede Thomas Wegener Friis til at ’kigge nærmere på DDR,’ da han som historiestuderende skulle vælge et speciale.

- Det her bliver vigtigt, sagde professoren og fik ret.

Siden er det fra Thomas Wegener Friis’ hånd blevet til ikke færre end 72 udgivelser om den kolde krig i bøger, tidsskrifter og på internettet. Mange er blevet til på grundlag af de dokumenter, der i dag optager hver ledig kvadratcentimeter på det lille kontor. Dokumenter, som for hovedpartens vedkommende stammer fra Stasis tidligere tophemmelige arkiv i Berlin.

Kendt ansigt i arkivet

Stasi-arkivet rummer millioner af sagsmapper fordelt på 180 kilometer hylder i en kælder, og de har siden 1992 været tilgængelige for bl.a. forskere.

Arkivets enorme omfang gør det muligt at finde oplysninger og sagsmapper, som ingen har åbnet efter murens fald, og den mulighed benytter Thomas Wegener Friis sig af som en af de flittigste. I arkivet kender de ansatte udmærket den smilende fynbo, der ved siden af karrieren som historiker udmærker sig som en glimrende musiker. Senere på året deltager han ved VM i sækkepibe i Skotland.

Sagsbehandlingen i Stasi-arkivet er ofte langvarig, og den dag i dag dumper der stadig kopier af gulnede dokumenter ind ad brevsprækken i Odense som følge af den første ansøgning om materiale, Thomas Wegener Friis sendte i 1997. Ventetiden kan være en ørkenvandring, men når den rigtige brik dukker op, og et puslespil af information pludselig afslører et nyt kapitel i den ellers mørklagte del af historien, er det hele glemt, fortæller Thomas Wegener Friis.

- Det er et sus. Du sidder med hundredvis af sider, og så kommer pludselig dén oplysning, som får det hele til at give mening. Det er virkelig en god fornemmelse, som gør det her til et fantastisk arbejde, siger han.