Der er noget befriende ved et spil, der ikke bare er lavet for at please den brede befolkning. Et spil der siger; ja, jeg er kun for voksne, ja, jeg er hamrende svær og ja, der er masser af vold og sprøjtende blod. Så er der siet en voldsom stor mængde potentielle købere fra, men de der stadigvæk hænger på, er inde for at få et spil, de vil komme til at bruge mange dage på.

Når et spil hedder noget med "2", betyder det (som regel) at der har været en forgænger. I dette tilfælde er det en fordel at kende historien og figurerne fra Witcher 1, for når Witcher 2 starter bliver du bare smidt direkte ind i en handling med korruption, hævn, magt og snigmord, der synes at være godt i gang. Du er under anklage for kongemord og det giver dig ikke meget fred. Jeg kendte ikke det første spil i forvejen, så for mig betød det, at jeg måtte bruge en del tid på næsten konstant at tjekke min journal for at finde informationer på navngivne personer og steder. Det kunne man i princippet godt gå kold på, men LAD VÆRE med det. Selvom det virker sejt i starten, er det den ekstra tid værd.

Hovedrollen som Gerald er en rolle du hurtigt bliver glad for. Gerald er en "Witcher" - en slags mandling heks, der har overnaturlige kræfter og som er sat i verden for at dræbe monstre. Gerald bærer altid rundt på to sværd. Et sølvsværd til at slagte uhyrer og et af stål, til at slagte alt andet. Gerald er lidt en ensom ulv, der, selvom han beskytter folk mod drager og alskens utøj, ofte behandles som en uønsket. Sådan er verden så uretfærdig.

The Witcher 2 har en fantastisk grafik. Noget af det flotteste og mest detaljerede jeg har set til Xbox 360. Der er så mange detaljer i hver eneste scene, at man nogle gange tænker på, hvor mange timer det mon har taget, at sætte en flok vildtfarende krager ind i et sceneri, der intet bidrager med til handlingen, udover at tilføre detaljer. Alt virker gennemtænkt og derfor er der heller ingen lette løsninger i spillet. Det er svært og det har det slet ingen problemer med at være, for det er meningen. Det er et spil, der kræver hjerne - voksenhjerne, vel at mærke - og modsat er det så også et spil, der giver dig rigtig meget igen til at stimulere de små grå.

Der er mange personer med i spillet, som man kan tage en dialog med. Alt hvad de siger og gør, gør de af en årsag og alt hvad du får dem til, har en konsekvens for spillets handling. I The Witcher 2 er der ingen moralprædiken. Man får ikke en over nakken for at være ond og bliver ikke belønnet for at være god. Det er ingen dom over, hvad der er rigtigt eller forkert - kun en konsekvens af handlingerne.

Som et rollespil af høj karat er diverse kampe af stor betydning. Jeg ved ikke om jeg decideret vil kalde det et af spillets lidt svage punkter, men man kan godt køre lidt træt i spillets interface. Der er flere forskellige måder at kæmpe sine kampe på. Sværdkampe er tit oplagte, men man kan f.eks. også bygge fælder og blande gift. Som man avancerer i spillet, udvikler man sine evner, hvilket ikke nødvendigvis gør spillet dybere. Jeg synes nemlig i høj grad, at jeg havde en tendens til at koncentrere mig om nogle ganske få måder at slås på, frem for at bruge hele paletten. Simpelthen fordi du vælger at opgradere specielle teknikker.

The Witcher 2 tilbyder en slorslået oplevelse. Der er ikke så mange dikkedarer med betydningsløse sidemissioner. Her har du en historie, du skal fokusere på. Spillet er svært og det har sine momenter, hvor det trækker tænder ud, men hvor er det også herligt med et spil, der kræver noget af dig.

The Witcher 2 er et storslået eventyr, som tilbyder rigtig mange koncentrerede spiltimer på et meget højt niveau. Det er absolut ikke et spil for alle og enhver, for det kræver rigtig meget af spilleren, som langtfra de fleste kan honorere. Bliver du fanget af The Witcher 2, er du en spiloplevelse rigere, som du vil huske.