The Amazing Spider-Man er et "open world" action spil. Det er en epilog til den seneste Spider-Man film af samme navn, og er altså ikke en gengivelse af filmen, men udspiller sig der hvor filmen slap. Uden at afsløre noget af filmen, tør jeg godt sige at Manhattan er blevet rendt over ende, af en flok hybrid væsener, og det er nu op til Spider-Man (dig), endnu engang at redde befolkningen fra død og ødelæggelse.
Spillet indeholder 2 dele, som man frit kan vælge imellem. Den ene er historiedelen, og den anden er det åbne spil. Historie delen er en flok lineære fortællinger, som typisk går ud på at slås med en masse modstandere, og optjene point man kan bruge til at udvikle sine kampteknikker. Den åbne del har base i Peter Parkers lejlighed, og herfra er der ellers frit slag med hele Manhattan som legeplads. Der er skurke der skal ordnes, politijagte der skal have en hjælpende hånd, billeder der skal tages, og ikke mindst tegneserier, der skal samles. Det er nemlig sådan, at jo flere tegneserier du samler, jo flere af de gamle tegneserier kan du læse i spillet.
Selve kampmekanikken minder meget om Rocksteady-Studios Batman: Arkham Asylum, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Du kan vælge at gå all-in mod en horde af soldater og se hvad der sker, mens du fyrer en røvfuld spindelvæv af, slår flik flak og kaster rundt med sodavandsmaskiner osv., eller du kan snige dig ind på dine modstandere og tage dem ud en efter en. Kort fortalt kan du kæmpe lige som du har lyst til, og det er sjovt.
Alt i alt er der ikke noget banebrydende over The Amazing Spider-Man, men det var heller ikke hvad jeg havde forventet. Til gengæld virker spillet godt - go humor, go styring og dejligt med muligheden for at svinge sig rundt på Manhattan i den åbne del af spillet.
Hvis der er noget spillet mangler, så er det lidt sværere fjender og bosser, og mange flere varierende missioner i den åbne del. Grafikken er dog heller ikke helt så prangende, og sidst men ikke mindst, er det ikke et spil man gider spille mange timer i træk.
The Amazing Spider-Man rummer ikke noget nyt. Til gengæld ved man nogenlunde hvad man får, og det er ikke helt skidt. Et action spil der er nemt at gå til, og med muligheden for at svinge sig rundt på Manhattan og give skurkene bank, går man ikke helt galt i byen. Alt i alt en fin lille pakke, som holder hvad det lover.