Maskiner: PS3, Xbox 360

Genre: Fodbold

Anmeldt af: Mutanten.dk

Stjerner: 5

Kampen om det bedste fodbold spil, har i mange år stået mellem FIFA og Pro Evolution Soccer, hvor PES altid har været et stykke efter FIFA. Om KONAMI er kommet med på banen igen med deres nye Pro Evolution Soccer 2013, finder du ud af her.

KONAMI's Pro Evolution Soccer har 12 år på bagen, og er et af de bedst sælgende spil franchises. Derfor er der ingen tvivl om at det er et solidt produkt man får i hånden, når man køber spillet. PES 2013 indeholder spil modes til ethvert temperament. Hvis du er ny til serien, kan du med fordel starte med Performance Training delen. Her bliver du holdt i hånden hele vejen igennem diverse tutorials, i alt lige fra skud, afleveringer, straffespark til driblinger etc.

Vil man til tops med sit eget hold, kan man i Master League rode med sit helt eget hold, både på og uden for banen. Her er det dig der bestemmer, og her kan man (hvis man virkelig vil gå i dybden med det der ligger udenfor banen), bruge timer på at sammensætte og booste sit hold. Her finder man også Master League Online, hvor man bliver "parret" og spiller mod andre online spillere på samme niveau som en selv.

I Become a Legend delen, styrer du din egen spiller i rejsen mod toppen, og hvis det ikke er nok, er der stadig Copa Libertadores og Champions League at kaste sig over.

Der er ingen tvivl om, at det er på banen KONAMI scorer sine point. Omgivelserne og kommentatorerne er i orden, og spillernes AI (kunstig intelligens), gør det hele til en meget troværdig oplevelse, der får det hele til at lugte af grillpølser og en god søndag på stadion. Kontrollen over spillerne er flydende, og fungerer rigtig godt, og man kan næsten ikke lade være med at kaste hænderne i vejret, når man får banket bolden i mål. Det der trækker lidt ned, er selve navigationen inden spillerne går på banen. Der er mange menuer, cutsekvenser og ting man kan tage stilling til, hvilket hiver tempoet ud af spillet, og til tider er lige så interessant som reklamerne midt i en spændende film. Dog vænner man sig nogenlunde til det, men dermed ikke sagt at det ikke er irriterende.

Om man skal købe FIFA eller PES 2013, vil jeg lade være op til den enkelte at afgøre, da det svarer lidt til at sammenligne Pepsi og Coca Cola. Både PES og FIFA er super fodboldspil med hver deres styrker og charme, og PES 2013 er et solidt produkt, der leverer en fantastisk fodbold oplevelse, i form af et super gameplay, og fed stemning. Navigationen (udenfor banen) halter lidt, men heldigvis ikke nok til at ødelægge den samlede oplevelse af PES 2013.