Spillet består af en hoveddel og flere minespil. I hoveddelen spiller du rollen som en padawan, der kastes ud i heftige kampe. Det er her, du får afløb for din trang til at lege med lyssværd, for det er din altoverskyggende opgave. Spillet foregår som en slags onrail-guide, hvor du ikke tillades nogen frihed, men hele tiden fragtes derhen, hvor du skal foretage dig noget. Kæmpe med lyssværd er altså det primære. Og det foregår faktisk fuldstændig som man forestiller sig det. Man fægter fra side til side for at slå med sit sværd, ligesom man også bruger det, til at forsvare sig mod skud. Desværre er Kinect heller ikke her, helt gearet til hurtige bevægelser, så at slå med dit lyssværd bliver ofte til nogle lange seje træk, som ærgerligt nok, ikke virker specielt realistiske. Den manglende hurtighed kompenseres dog ved, at dine modstandere heller ikke er særlig hurtige.

Ofte undrer man sig nærmest over, at de ikke benytter chancen til at daske til dig, når du er nødt til at starte dit lyssværd angreb helt oppe ved skulderen, men da modstanderne selv er lige så langsomme, går det hele lige op. Dog må jeg indrømme, at når min 10-årlige søn kastede sig ud i en duel, virkede tempoet helt perfekt til ham, så derfor er fokus på målgruppen uhyggelig vigtig.

Spillet har nogle få grundbevægelser. Svinge dit lyssværd frem og tilbage ved at bevæge dine arme. Få din figur til at springe frem gør du ved at lave et lille hop og så kan du bruge “The Force” til bl.a. at flytte objekter ved at holde den ene hånd op foran dig. Meget mere er der faktisk ikke at komme efter. Som det er tilfældet med de langsomme dueller, er der også nogle ‘udfordringer’ i udførelsen af “The Force”.

Når man løfter sin hånd er det ikke altid lige let at fokusere helt, på det man ønsker og når man så har fat i det rigtige objekt, er det nærmest umuligt at lave et kalkuleret kast, for objektet ender aldrig, hvor man havde ønsket det. Jeg synes også, at det er problematisk i spillets dueller, at de alt for ofte afbrydes for hurtigt, fordi spillet vil fortsætte sin handling.

Heldigvis har vi så minespillene, for de har faktisk ganske stor værdi. Der er et minespil med Podracing, et dansespil, et, hvor man skal hærge en by i bedste Rampage-stil og et duel sværd-spil. Podracing er det sjoveste. Her styrer du din Pod ved at holde armene strakte ud foran kroppen. Du styrer så, ved at hæve eller sænke armen og speeder op ved at trække tilbage. Ret simpel styring, men utrolig effektiv.

Det er et traditionel racing-spil, hvor det gælder om at komme først, og hvor en masse modstandere vil gøre alt for at genere dig. Dansespillet! Tja, hvad skal man sige om det. Det er et traditionelt dansespil, med covernumre af en række pophits, der så blot er Star Wars’ificerede. Ligeledes er det kendte figurer fra spillet, der danser rundt. Selvom dansespillet som sådan er okay, synes jeg det er utroligt fesent. Vil man danse med sin Kinect køber man et andet spil.

Endelig er der Rancor Rampage, hvor du styrer dit store Rancor-monster rundt i en by og hærger løs, det bedste du har lært. Smadrer bygninger og smider droids til højre og venstre. Det er ganske fint i kortere tid ad gangen, men det er ikke noget man gider bruge halve timer på.

Kinect Star Wars er et hæderligt børnespil. Sværhedsgraden, udførelsen af de forskellige moves og selve ideen bag spillet, er klart lavet til den yngre målgruppe og ikke til ‘voksne’. Bevars, vi voksne kan da også godt spille med i de mange 2-player muligheder, der ligger, men vi kan ikke begejstres i samme grad som børnene. Derfor er det også godt at spillet har 'jump in' - 'jump out' muligheder, så man kan lege med børnene med passende mellemrum.

Det er vigtigt at gøre sig klart, hvad dette spil tilbyder og hvem det er beregnet til, før man køber det. Ellers er der overhængende risiko for at blive skuffet. Som Kinect-spil er Star Wars over middel, for der er nogle sjove udfordringer, men som Star Wars-spil er der adskillige, der gør jobbet bedre.