Mulighederne er utallige. Du kan udnytte din fantastiske viden om treårige krikker eller skotske 2. divisionskampe. Du kan klæde dig ud i hvid smoking og sprænge banken på kasino. Eller elsker du bare den simple spænding ved at skrabe seks felter med en mønt? Eller at se Keld Heick quizze sig gennem Boxen.
De forskellige spil har hver sin charme, fordele og ulemper. Tips, bookmaking og hestespil giver mulighed for at kombinere en interesse med spillets spænding. Den almindelige simple spænding er også afgørende for kasino-spillene.
Den store fordel ved lotto-spillene er chancen for kæmpegevinsten, uden at man behøver at investere særlig meget. I bookmaking eller kasino er der en risiko. Her risikerer du at oparbejde et stort underskud. Til gengæld er chancen for at vinde i lotto mikroskopisk.
Så lille at hvis du hver uge køber en lynlotto-kupon til 30 kr., vil der i gennemsnit gå 16.053 år, før du får din 7er. Hvis man blot stiller et mere ydmygt krav og sigter efter en sandsynlighed på blot én pct. for at få en 7er, må man vente i 161 år.
Det svarer nærmest til at blive ramt af lynet eller blive dræbt i et flystyrt. Den amerikanske professor i sociologi Barry Glassner har regnet ud, at chancen for at blive dræbt i et flystyrt er én ud af fire millioner. Det er faktisk lidt mere sandsynligt end at vinde i Joker; én ud af fem millioner.
Nogen skal jo vinde
Alligevel er vi mange, der trofast satser uge efter uge med krydserne. For nogen skal jo vinde. Og nogen gør det også. Der er ingen let vej til millionen. Men ser man på skemaet her på siden, kan man vurdere, hvor det er nemmest.
Klasselotteriet byder på den bedste millionchance, og spillene på kasino betaler mest tilbage til spillerne. Mens tipstjenestens spil betaler mindst tilbage til spillerne.