Den 11-årige dreng, der blev fløjet med helikopter til Rigshospitalets Traumecenter efter speedbåd-ulykke i Lynæs Havn, er nu uden for livsfare
En far og tre drenge blev fredag eftermiddag kvæstet, da den speedbåd, de sejlede i, løb løbsk i Lynæs Havn i Nordsjælland og ramte en stenmole. Alle fire blev slynget over bord og landede henholdsvis i vandet og på molen. Men faderens 11-årig søn, der sad forrest i båden og blev hårdest ramt, er uden for livsfare. Det oplyser Nordsjællands Politi.
- Den 11-årige har slået hovedet og brækket kravebenet, men han er uden for livsfare. De andre har fået nogle ikke alvorlige skader og slipper for men, siger vagtchef Ulrik Lindén fra Nordsjællands Politi.
Det var en defekt gas-regulator, som pludselig satte sig fast, da faderen og drengene var ude at sejle fredag. Derfor kunne de sænke farten, da de ville sejle i ind i Lynæs Havn. Faderen forsøgte flere ting for at bremse båden, bl.a. at rive benzinslangen løs, men der var fortsat så meget benzin i slangen, at båden drønede videre og ind i stenmolen.
Udover den 11-årige og hans far var også to af drengens kammerater på 11 og 12 år ombord. De blev ligesom faderen fragtet til Hillerød Hospital med politieskorte.
Politiet har undersøgt båden og ulykkesstedet, og umiddelbart er der intet at udsætte på sikkerheden. Alle om bord bar redningsveste, og faderen havde det påkrævede søcertifikat til at sejle speedbåd.