EU kan meget vel blive nødt til at udskrive endnu en gigantcheck til et medlemsland i denne weekend. EU-kilder siger ifølge BBC, at den spanske regering formelt har bedt om finansiel bistand til landets nødlidende banker. Ifølge den internationale valutafond, International Monetary Fund (IMF), har bankerne brug for en kapitaltilførsel på mindst 40 milliarder euro, svarende til knap 300 milliarder kroner.

Hidtil har Spanien ellers afvist, at en eventuel europæisk redningsplan af bankerne var nært forestående. Men IMF kaldte i en meddelelse fredag den spanske finanssektor for »sårbar«.

EU har endnu ikke kommenteret på, hvorvidt Spanien lørdag vil anmode om milliarder, men i et portugisisk radiointerview har Vitor Constancio, vicepræsident for Den Europæiske Centralbank, udtalt, at den spanske anmodning forventes snart.

- Det forventes, at Spanien formulerer en ansøgning om støtte udelukkende til banker. Men der skal selvfølgelig være et indtryk af vilje fra bankerne for at få et sådant program, og man kan håbe, det sker ret hurtigt, sagde Vitor Constancio ifølge BBC.

Suppleanter for finansministre i hele EU afholder ifølge Reuters telefonkonference lørdag formiddag for at diskutere den spanske anmodning, og finansministrene vil efterfølgende drøfte spørgsmålet på et andet møde.

Tidligere i denne uge blev Spaniens kreditværdighed nedjusteret af kreditvurderingsbureauet Fitch, hvilket flere mener, kan indikere, at det haster med at få afhjulpet landets skrantende økonomi.