Ung spanier har succes i Atletico Madrid, men sigter mod dansk landsholdsfremtid.
Mere end 2.000 kilometer syd for København – i hjertet af fodboldens stormagt – løber 15-årige Gonzalo rundt på Atletico Madrids træningsbaner. Omgivet af verdensstjerner som David Villa og Diego Costa og fyldt med håb om selv at blive en af heltene på klubbens berømte fodboldarena Vicente Calderon.
Men drømmene stopper ikke her. Gonzalo med efternavnet Jørgensen har dansk blod i årerne og har sat landsholdskursen mod det kolde nord.
- Drømmen er at spille for Danmark. Det vil være stort for mig, siger talentet fra telefonen i forældrenes hjem i Madrid.
Bedsteforældrene rejste i slutningen af 1960erne til den spanske ferieø Tenerife i takt med, at sol og grisefester lokkede danskerne til charterferier i syden. Her bosatte de sig med deres femårige søn, Thomas. 12 år senere flyttede Thomas Jørgensen til den spanske hovedstad for at læse medicin. Her forelskede han sig og blev gift med den spanske sygeplejerske Mercedes. Den 18. januar 1998 kom parrets tredje søn til verden. Gonzalo Thomas Jørgensen de Vizcarro.
15 år senere er denne lyshårede knægt fast inventar på Atletico Madrids bedste U16-hold. Et hold, der konkurrerer med verdens bedste fodboldnations største talenter, og som har fostret spillere til det Atletico-hold, der i øjeblikket er placeret mellem Lionel Messi og Cristiano Ronaldos stjernespækkede mandskaber i Primera Division.
Havde det ikke været for en e-mail fra farmand Thomas, ville de færreste i Danmark kende til den talentfulde venstre back. End ikke det danske fodboldforbund.
- DBU vidste ikke, han eksisterede, før jeg i marts kontaktede dem. Min bror i København spurgte mig, hvorfor jeg ikke fortalte DBU, at min søn findes. Så sendte jeg en mail til U16-landstræner Per Holm, og derfra gik det hurtigt. De ville meget gerne se ham an, fortæller Gonzalo Jørgensens far, Thomas.
Siden er det blevet til tre danske landsholdssamlinger for Gonzalo Jørgensen, der ikke taler dansk. Kun spansk og lidt engelsk, hvorfor farmand jævnligt tager over i interviewet for at oversætte eller uddybe.
Det ændrer dog ikke på, at den langbenede 15-årige back drømmer dansk.
- Jeg vil være rigtig glad for at spille for Danmark. Derfor prøver jeg også at lære dansk, fortæller Gonzalo, der samtidig erkender, at et opkald fra det spanske fodboldforbund også vil være interessant.
Men endnu har linjen været død fra den side, hvorfor vejen til den danske landsholdstrøje virker noget kortere.
Interessen er da også gengældt fra hovedkvarteret i København. DBU sender dvd’er med sprogundervisning til Madrid, og sidste weekend var der personligt besøg fra det danske fodboldforbund, der atter ville se de halvdanske kvaliteter an.
U16-landstræner Per Holm mener, at Gonzalo Jørgensen på sigt kan blive en stor gevinst for dansk fodbold.
- Gonzalo er en venstrebenet venstre back, og dem er vi jo altid ekstra interesseret i. Det er en postition, som man næsten per tradition har udfordringer med at finde spillere til, så de, der dækker den plads, vil vi gerne gøre noget ekstra for. Men vigtigst af alt er han en spiller, som har et talent, der er så interessant, at vi gerne vil kigge ham ekstra i sømmene, siger DBU-træneren, der også fremover vil sørge for at komme til Madrid og holde øje med udviklingen.
- Når man spiller i så stor en klub som Atletico Madrid, er det et udtryk for, at man har et vist niveau, fortsætter landstræneren.
Indtil videre har Gonzalo Jørgensen tre gange vist sig frem foran Per Holm, der har været godt tilfreds med den unge back. Selvom sprogbarrieren ind imellem har gjort det svært for dansk-spanieren.
- Han har været oppe et par gange og gjort det rigtig godt. Ulempen er, at han ikke kan dansk, så det er en udfordring for ham. Men Gonzalo har bestemt et stort potentiale,« siger Per Holm, der glæder sig over, at Gonzalo Jørgensens far kontaktede DBU.
- En gang imellem dukker der sådanne talenter op med dansk pas. Der er også andre i Europa. Somme tider er det tilfældigheder, der gør, at man bliver opmærksom på sådan en spiller.
Flere klubber står allerede klar til at kapre Gonzalo Jørgensen.
- I sommer fik vi et tilbud fra Villarreal om at komme derud og spille og gå i skole, siger far Thomas, der følger sin søn overalt ved siden af jobbet som kirurg. Samtidig har der været følere fra England, oplyser han, inden sønnen tager over.
- Min førsteprioritet er at blive i Spanien og Atletico Madrid, men jeg er også åben for at tage til England, siger Gonzalo Jørgensen, der betegner sig selv som en hurtig back med god teknik. Ligesom forbilledet, der spiller for FC Barcelona og det spanske landshold.
- Jordi Alba er mit store idol. Han er en rigtig god spiller.
Så du kan blive Danmarks svar på Jordi Alba?
- Det håber jeg, lyder det forsigtigt.
Vejen til toppen er stadig lang, men fundamentet er lagt. Takket være et par flybilletter til Tenerife i de glade 60ere.