Spansk kreditværdighed får endnu et knæk
Spanien er ikke langt fra at opnå status som skraldespandsøkonomi. Kreditvurderingsinstituttet Moody’s straffer landet få dage efter, at den spanske regering har sikret milliardhjælp til bankerne.
Spanien er ikke langt fra at opnå status som skraldespandsøkonomi. Kreditvurderingsinstituttet Moody’s straffer landet få dage efter, at den spanske regering har sikret milliardhjælp til bankerne.
SPANIEN: Den kriseramte spanske økonomi får nye tæsk i en vurdering fra det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody’s.
Moody’s sænker Spaniens kreditværdighed med tre trin fra A3 til Baa3 som en reaktion på landets voksende gæld, svækkede økonomi og begrænsede adgang til udenlandske kapitalmarkeder, skriver Bloomberg.
Nedgraderingen kommer blot få dage efter, at Spaniens regering fik forhandlet et lån på 100 milliarder euro - svarende til næsten 750 milliarder danske kroner - igennem til landets skrantende banker.
Men lånet fra EUs redningsfond har ikke været en berolignede faktor, det har i stedet været en medvirkende årsag til nedvurderingen, siger Kathrin Muehlbronner, der er senioranalytiker hos Moody’s.
- Set med vores øjne er det ikke et tegn på styrke, det er et svaghedstegn, forklarer hun til Bloomberg.
Spaniens gæld målt i forhold til landets bruttonationalprodukt (BNP) ventes at udgøre mere end 90 procent ved udgangen af 2012, og det er en markant stigning i forhold til 2007, hvor finanskrisen begyndte. Dengang udgjorde gælden 40 procent af det landets BNP.
Skulle Spanien vise sig at dale yderligere på Moody’s skala, rammer landet det såkaldte junk-niveau, også kaldet niveauet for »skraldespandsøkonomier«, hvor landet vil få endnu sværere ved at låne penge, end det allerede er tilfældet.
Spansk økonomis kurs mod bunden kommer blot seks dage efter, at kreditvurderingsinstituttet Fitch ligeledes nedgraderede den spanske økonomi med tre trin fra A til BBB på deres karakterskala.