Spanien spænder livremmen historisk stramt
Den spanske regering sparer voldsomt og »varmer op« til en redningspakke fra EU, siger økonomiprofessor.
Den spanske regering sparer voldsomt og »varmer op« til en redningspakke fra EU, siger økonomiprofessor.
SPANIEN: Spanien skærer historisk voldsomt i landets finanser næste år i kampen for at komme ud af en af EUs dybeste kriser.
Hele 300 milliarder kroner har Spaniens regering vedtaget at spare, og det kommer til at gå hårdt ud over befolkningen, som de seneste dage har protesteret i heftige demonstrationer i landets hovedstad, Madrid, hvor flere blev anholdt og såret i kampe.
Der er god grund til borgernes frustrationer, for for tredje år i træk er der betalingsstop for lønstigninger til offentligt ansatte. Samtidig stiger skatter og afgifter med i gennemsnit 3,8 procent, og ministeriernes budgetter med 8,9 procent.
Økonomiprofessor Jesper Rangvid fra Københavns Universitet forklarer, at Spanien med den skrappe spareplan »varmer op« til at bede Den Europæiske Centralbank om en økonomisk redningspakke til at holde landet fra statsbankerotten.
- Spanien vil gerne have hjælp fra EU i stil med Grækenland, Portugal og Irland. Og helst uden betingelser. Men EU-landene vil selvfølgelig kræve betingelser. Derfor gør landet nu alt, hvad det kan, for at se ud som om, problemerne er småting - både over for EU og landets befolkning, siger Jesper Rangvid.
Først og fremmest vil den spanske regering ved at skære kraftigt i budgetterne sikre sig en redningspakkeaftale med færrest mulige betingelser fra EUs side, siger Rangvid. Dernæst er det vigtigt for regeringen at se stærkest muligt ud over for befolkningen, så man ikke bliver upopulær og styrtet nærmest med det samme, som det er sket i Grækenland og Irland.
Som økonom, siger økonomen, burde befolkningen bide i det sure æble og ride stormen af.
- Men man har svært ved at acceptere, når det nu går så dårligt, at det skal til at gå endnu dårligere. Man er sur på regeringen, og man ser ikke, at Spanien bliver hjulpet, men fokuserer kun på kravene. Og når man er i gang med at blive arbejdsløs, kan man slet ikke bide realiteterne i sig, siger Rangvid.
Tre områder vil der dog ikke blive sparet på: Pensionerne og renteudgifterne vil stige. Og der vil blive investeret i uddannelse - for flere og flere unge arbejdsløse vælger at studere sig igennem tilværelsen, og den spanske regering har erkendt, at den er nødt til at gøre plads til flere studerende.
Regeringen meddeler desuden, at den inden for det næste halve år vil gennemføre 43 nye love som en del af en større økonomireform.
Arbejdsløsheden i Spanien er på rekordhøje 25 procent svarende til 5,7 millioner mennesker. Landets offentlige gæld er 68,9 procent af bruttonationalproduktet.