Den står der stadig - himmelsengen i Græsted med rødt "Love"-skilt i loftet og udsigt til folden med de små Shetlandsponier.

Og venskabet overlevede også efter, at Line Baun Danielsen og TV

2s "Roomservice" havde slukket kameraerne. Selv om det måske ikke lige var sådan, at ægteparret Finn og Berit Vestergaard havde forestillet sig, deres nye soveværelse skulle være.

"Der er mange, der har haft medlidenhed med os efter udsendelsen og synes, det er synd for os. Men det er der ingen grund til. Vi vidste ligesom, hvad vi gik ind til, og vi ville gøre det samme igen, hvis vi fik chancen igen.

Det betød ikke noget, at det gik galt. Jeg ville have haft det værre, hvis det var en stue, jeg ikke kunne lide," siger Finn Vestergaard, der efter udsendelsen har fået mange reaktioner på sine besøg fra fagbevægelsen rundt om i landet.

"Soveværelset var så grimt, at det ikke kunne blive værre," siger Berit, der siden besøget af "Roomservice" har droppet sit deltidsjob som telefonsælger og fået mod til at starte sin egen virksomhed med trylledejsfigurer, kurser og udlejning af underholdningsmaskiner til fester og fødselsdage.

"Nogen siger, det er pænt, mange har sagt: "Jeg gjorde det aldrig", eller "Jeg ville aldrig lukke den mand ind i mit hus".

"Roomservice" lægger op til, at et vennepar skal opfylde nogle andres drømme, men man har ingen indflydelse på det endelig resultat. Hvis vi selv skulle have fundet på det hele, ville det også blive alt for almindeligt," siger Berit Vestergaard.

"Det var svært at finde en grimasse, der kunne passe, og alle har sagt til mig, at de kunne se det på mig, for det var helt anderledes, end man havde drømt om. Mange har været forundret over, at vi stadig havde det stående, men vi ville vente med at lave noget om, indtil udsendelsen har været vist ", siger Finn Vestergaard og tilføjer:

"Jeg kan godt lide ideen med at ligge og kigge på køerne, og børnene elsker "prinsessesengen", som også er et større tilløbsstykke blandt kammeraterne, end da vi fik ponierne. Men rent praktisk fungerer det ikke, og vi vil vælge noget helt andet til rummet, der er meget lille.

Så hvis der er nogen, der vil købe vores soveværelse, skal de være mere end velkomne," siger Finn Vestergaard.

"Ja, det dur ikke, at man skal have lommelygten frem for at finde sit tøj i skabene, fordi skabe og gulvtæppe er mørkeblå," slutter Berit, der drømmer om cremefarvede vægge.

Line Baun Danielsen har selv været i gang med malerpenslen hjemme i soveværelset, og syet "frakker" til spisestuestolene. Lige nu er hun i gang med at forberede TV

2-festlighederne omkring dronning Margrethes 60 års fødselsdag - og skrive et forord til en bog med "100 gode ideer fra Roomservice", som indretningsarkitekterne Liselotte og John har valgt ud fra udsendelserne.