Normalt er danske Soulshock aldrig at finde i sladderspalterne. Men fornylig dukkede hans ansigt alligevel op på diverse amerikanske gossip-websites. Carstens syvårige søn Nicolaj spiller nemlig fodbold sammen med ingen ringere end Cruz og Romeo Beckham - To af David og Victorias drenge. Og på tilskuerrækkerne fik Soulshock sig en snak med deres mor - den forhenværende Spice Girl.
Og Carsten fortæller stolt:
- Nicolaj er faktisk blevet lidt af en soccer-stjerne her i L.A. Og han spiller på det førstehold (FCLA), der skal repræsentere hele Californien. Og efter den seneste kamp sammen med Beckham-drengene blev Nikolaj inviteret med hjem - for at lege.
For mange år siden producerede Soulshock Posh Spice’ første og eneste sololabum. Så de to voksne havde også masser at snakke om.
Og selvom Carsten - efter snart tyve år i L.A. - efterhånden er svær at imponere, tabte han alligevel både næse og mund, da han skulle hente Nikolaj - hjemme hos ’The Beckhams’.
- Du skulle se det hus. Hold da helt kæft. De har vist klaret sig temmelig godt. Jeg har aldrig set noget lignende, siger Soulshock med sit karakteristiske grin.
Og på vejen hjem i bilen fik den danske superstjerne sig endnu et grin.
Efter at have spillet og leget med Beckhams-drengene, mente lille Nikolaj således ikke, at der var grænser for hans fars gode forbindelser.
Og fra sit sæde bagi bilen spurgte han optimistisk:
- Du far, kan du ikke ringe til Ronaldo (brasiliansk fodboldstjerne, red.) i morgen. Så kan jeg spille med ham.
Hans nummer har jeg sgu ikke, griner Soulshock.