- Jeg har virkelig ikke behov for at gå ind i en diskussion med Thomas Blachman, siger Carsten Soulschock til bt.dk.

- Hans flotte karriere siger alt - og en mand med så mange hits og succes må jo vide, hvad han snakker om, siger Soulschock.

Thomas Blachman, som var dommer på X Factor i de to første sæsoner, holdt pause i programmet i sidste sæson, hvor hans sæde i dommerpanelet blev overtaget af superproduceren Carsten Soulshock.

Men den nye dommer, som Thomas Blachman så i aktion hjemme fra sofaen, faldt ikke i hans smag.

- Ham Soulshock var helt ad helvede til. Mit indtryk var, at der ikke kom noget. Han sagde ganske få ord igen og igen. Jeg ved ikke, hvor de lærer det henne. Smilende og imødekommende gestus. Og så total kold og beregnende, siger Thomas Blachman i søndagens udgave af B.T.

- Han havde udtalt, hvem fanden jeg var at sidde og svine andre folks børn til, og at jeg ikke hørte til i det program - og nu kan jeg glæde ham med, at det vist er meget godt sådan, siger Thomas Blachman.

At svine andre folks børn til var ellers lige præcis, hvad Thomas Blachman gjorde som noget af det første, da han i det første audition-program i denne sæson var meget direkte og nedladende i sin efterkritik af en 17-årig håbefuld deltager på DR 1 i går.