Kevin Magnussen punkterede på sit venstre bagdæk og fik dermed sin første træning før grandprix'et i Shanghai spoleret. Danskeren nåede kun seks omgange.

På søndag gælder det sæsonens tredje løb i Formel 1-sæsonen, som for Renault, Kevin Magnussens team, ikke helt er forløbet efter planen.

Optakten til Shanghai-løbet er fortsat i samme stil.

Da Kevin Magnussen tidligt fredag morgen dansk tid drønede på banen i sin racer, punkterede han allerede efter seks omgange. 'K-Mag' nåede aldrig at sætte en tid!

Hvad der gav problemer i svinget, vides ikke, men Felipe Massa (Williams) mistede også luften i sit ene bagdæk hele to gange i samme sving, som Magnussen punkterede i. Og netop på grund af de mange punkteringer var der rødt flag i længere tid, hvorfor træningen ikke blev optimal for ret mange.

Flere fik dog trods alt sat en tid - Nico Rosberg og Lewis Hamilton (begge Mercedes) med de bedste resultater.

Banen i Shanghai er 5,451 kilometer.

Kørerne skal ud på anden træning ved 8.00-tiden dansk tid. Det holder vi naturligvis øje med her på BT Sporten.