Amerikansk kvinde blev mentalundersøgt, fordi hun ejede en BMW. Nu har hun hevet politiet i retten.

Den 32-årige afro-amerikanske bankassistent Kamilah Brock gennemlevede forleden et mareridt med det amerikanske politi og retssystem.

Det startede, da hun kom kørende i sin BMW i New York-området Harlem, da hun af uforklarlige årsager blev stoppet af det lokale politi fra NYPD. Politiet fortalte hende, at hun skulle følge med på politistationen, fordi hun havde kørt uden hænder på rattet.

»Jeg var forvirret, og jeg vidste ikke, hvad der foregik. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg blev anholdt,« fortæller den 32-årige afro-amerikaner til PIX11 ifølge complex.com.

»Betjenten spurgte mig, hvorfor jeg kørte uden hænder på rattet. Jeg fortalte ham, at jeg dansede,« fortæller hun.

Kamilah Brock blev arresteret, men blev løsladt igen kort tid efter. Dagen efter blev hun bedt om at komme ind på stationen og hente sin BMW.

Men i virkeligheden var det en fælde, politiet havde lagt for hende. I stedet blev hun lagt i håndjernog sendt til en paramediciner, der med det samme udsatte hende for en mentalundersøgelse.

I otte dage fik hun lithium og indsprøjtninger, der skulle berolige hende.

»De holdt mig fast og lægen stak mig i armen. Jeg vågnede, da de var ved tage mit undertøj af,« fortæller Kamilah Brock om den noget bizarre oplevelse.

Ifølge Huffington Post fortalte retsvæsenet hende, at hun ville blive en fri fugl igen, hvis hun afviste tre forhold. Hun skulle afvise, at hun ejede en BMW, at hun arbejdede i bank, og at præsident Obama fulgte hende på Twitter.

Alle tre forhold skulle være sande ifølge den 32-årige kvindes advokat.

Nu har Kamilah Brock hevet NYPD i retten. Hun har i forvejen modtaget 13.000 dollar fra hospitalet i erstatning for de otte rædselsdøgn, hun var indlagt.