GN Store Nord har solgt sine 53,5 procent af aktierne i Sonofon til det norske teleselskab Telenor. Dermed overtager det norske selskab Danmarks næststørste mobiloperatør, der har cirka 900.000 mobilabonnenter. Telenor skal betale 13,1 milliard kroner for aktierne.

De resterende 46,5 af aktierne i Sonofon ejes af BellSouth. Sonofon har i dag en markedsandel på 30 procent af mobil-kunderne og 35 procent af -trafikken, og strategien er vækst.

- Markedet for mobile internettjenester vil blive mange gange større end det traditionelle marked for samtaletelefoni. Sonofon ønsker at dominere udviklingen af dette marked, og med Telenor som vores nye strategiske partner har vi fået endnu bedre betingelser for at realisere denne vision, siger Sonofons administrerende direktør, Ulrik Bülow.

/ritzau/