Nyd eftermiddagens solstråler, for om lidt er det slut med det sommerlige vejr.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI (Danmarks Meteorologiske Institut), Olaf Mathiassen.
- Den tropiske orkan 'Bertha', der har bevæget sig fra Atlanterhavet til Vesteuropa i løbet af den sidste uges tid, er nu blevet til et lavtryk, der ligger i Nordsøen og bevæger sig mod øst. Det betyder, at vi får en koldfront ind over Danmark i løbet af i aftenen og i de tidlige morgentimer, siger meteorologen.
I koldfronten gemmer sig en række byger, som vil give blæsevejr og 'godt med regn'. Især Nordsjælland, Vestsjælland, Lolland-Falster og Møn vil blive ramt med kraftige byger og lokale skybrud.
- Det ser køligt ud de kommende 8-10 dage. Så sommeren er væk i denne omgang, siger Olaf Mathiassen, der lover omkring 20 grader i dagtimerne. Nattemperaturer vil være mellem 12-17 grader.
Mandag drejer vinden mod sydvest, og så er det de vestvendte kyster, som vil få det kraftige blæsevejr. På den jyske vestkyst vil der således være risiko for vindstød af stormstyrke.
- Det er lidt ualmindeligt med så meget vind i august, siger meteorologen, der også oplyser, at badetemperaturerne vil falde i takt med det køligere vejr.