Et stort motorcykelarrangement der skal dække hele banen på Brøndby Stadion skal afholdes i maj blot en uge før sidste kamp på hjemmebane

Den er hverken køn eller særlig brugbar. Brøndbys bane har fået massive hug den seneste tid, hvor spillet ganske enkelt har været påvirket af banens tilstand.

Det så man blandt andet i weekendens sidste kamp mod Silkeborg, som Brøndby vandt snævert 1-0. Det fik endda Brøndbys sportsdirektør Per Rud til at tale om at hente spillere i januars transfervindue, der passer bedre til den spillestil en dårlig bane opfordrer til.

Nu kan BT fortælle, at Brøndby Stadion endda skal afholde et motorcykelevent, hvor det kræves, at hele banen skal dækkes med plader, ramper og alt muligt tungt udstyr, som motorcyklerne skal køre på.

Nitro Circus Moto Mayhem kommer til Brøndby 31. maj. Det er blot ugen før, hvor Brøndby slutter sæsonen af hjemme mod Esbjerg. En kamp der potentielt kan handle om medaljer. Umiddelbart ikke optimalt når man tænker på banens nuværende tilstand.

Bt.dk fangede Brøndbys administrerende direktør Jesper Jørgensen og spurgte til beslutningen.

Jesper, I lægger »græs« til et stort internationalt motorcykelevent blot en uge før sæsonafslutningen, som muligvis kan blive en kamp om medaljer for jer. Er det ikke at gamble med en i forvejen dårlig bane?
»Vores mål er, at afholde flere arrangementer på Brøndby Stadion end blot fodboldkampe. Det her har vi vurderet, var en god mulighed for os. Så kan jeg da godt forstå, hvis man undrer sig, men vi er sikre på, at banen retter sig i april og maj, når det bliver varmere, og der kommer bedre vækstbetingelser.«

Men gamler I ikke med eventuelle medaljer, hvis banen bliver påvirket af motorcykel-arrangementet?
«Det er klart, at vi må tage stilling til banens tilstand efter arrangementet. Hvis andre fodboldklubber som FCK kan lægge rullegræs på 48 timer, så siger det sig selv, at det vil også være en mulighed for os.«

Overvejer I slet ikke at lægge ny bane op til forårssæsonen?
«Vi er enige i, at banen ikke er i en stand, som vi kan være stolte af. Vi undersøger alle muligheder lige nu, og overvejer, hvad vi vil gøre. Vores største udfordring er, at det optimale vil være at grave en halv meter ned og lægge en helt ny bane. Det skal helst gøres i en varmere sommerperiode, og vil nok tage omkring seks-otte uger. Det vil jo give problemer i forhold til starten på næste sæson.«

I kunne vel også ligge rullegræs på som FCK gør?
»Det kunne vi godt gøre, men vi er ikke helt sikre på, at det vil holde i længden. Hvis man lægger rullegræs, så graver man kun 8-10 centimeter ned, og vi er ikke sikre på, at det vil holde i længden. Banens problemer er længere nede, og i dårligere vejrforhold kan rullegræs hurtigt blive ødelagt igen.«

Så I jeres handleplan er primært, at I krydser fingre for, at det bliver bedre?
«Man skal faktisk huske på, at den her halve meter under banen er lagt for 16-17 år siden. Græstæppet er lagt i 2008, så det er faktisk en gammel bane. Og hvis man husker tilbage til vores kampe i august og september, så var det faktisk en ganske fin bane. Så den ændrer sig meget med årstiden. Men lad mig slå fast, at vi undersøger alle muligheder, og hvis der er nogen, der har gode ideer, så lytter vi gerne.«

Per Rud sagde forleden, at han overvejede at købe spillere ind efter banens tilstand. Det var vel mest sagt med et smil, tror du ikke?
»Vi vurderer nye spillere ud fra en helhedsbetragtning. Ikke ud fra hvilken bane der skal spilles på.«

Hos FCK slår man fast, at man overvejer at lægge nyt græstæppe, når sæsonens sidste kamp mod Torino er afviklet torsdag aften.

» F.C. København er fodbolden det vigtigste og derfor er plænens kvalitet jo af væsentlig betydning både for vores spillere, men også overfor vores tv-seere. Vi vil jo gerne levere et godt produkt til vores rettighedshavere. I Formel 1 skal de have de rigtige dæk, og i fodbold det rigtige græstæppe vigtigt for at kunne præstere bedst muligt. Derfor er vi altid meget opmærksomme og velforberedte i forhold til at vedligeholde plænen eller skifte den, når vi vurdere det nødvendigt. Vi kan have en koncert 48 timer før en fodboldkamp og skal altså kunne udskifte plænen i dette tidsrum. Vi har hele tiden "reservebaner", til at gro i Holland, så vi kan skifte med relativt kort varsel. I forhold til den nuværende bane som blev lidt medtaget i søndags, så tager vi stilling til om den skal skiftes til januar,« siger FCK-direktør Anders Hørsholt.