Grand Prix-feberen har for alvor ramt Baku, Aserbajdsjan. Den tidligere sovjetrepublik er vært ved det 57. Eurovision, hvor den første semifinale tirsdag løber af stablen fra den nybyggede milliard arena Crystal Hall.

Og hvor 21-årige Soluna Samay, der synger det danske bidrag ’Should’ve Known Better,’ skal konkurrere om en plads ved lørdagens store finale.

- Jeg er pludselig begyndt at blive vildt nervøs, fortæller hun, da BT møder hende mandag.
- Det har jeg ellers ikke været, fordi jeg har haft så travlt med at lave min plade og alt muligt, siger hun og forklarer, at det langsomt er ved at gå op for hende, at det er nu, der gælder.

- Jeg har en god mavefornemmelse, men Eurovision er et mærkeligt show, hvor det ofte kommer helt bag på folk, hvem der vinder. Det gælder jo om at fange en bred skare af forskellige kulturer. Og det synes jeg faktisk, at vi gør. Vi har en god popsang, så håber vi bare, at både seerne og juryen kan lide den, siger hun.

Ligesom de sidste par år er det både op til seernes sms-stemmer og en fagjury i hvert land at bestemme, hvem der skal gå videre. Danmark bliver spået gode chancer af internationale bookmakere, og ved mandagens generalprøve vakte den danske sang også begejstring hos flere af de udenlandske journalister.

- Men alt kan ske, og det er nok også derfor, jeg er nervøs. Men lidt nervøsitet er altid godt, for så synger jeg bedre, griner den 21-årige dansker med både tysk/schweizisk og mellemamerikansk baggrund, og som præsterer at charme flere europæiske fans, der står omkring mens hun taler med BT. Ikke mindst en fyr for Ecuador, der nærmest går baglæns, da hun pludselig slår over i flydende spansk.

Og det er ikke det eneste sprog, hun mestrer. Hun taler også perfekt engelsk og tysk. Og de gode sprogkundskaber er nok ikke et dårligt trumfkort at have i baglommen ved det internationale Melodi Grand Prix.

Tirsdagens semifinale sendes direkte fra Baku på DR 1 i aften kl 21.00.