Måske lyder det på papiret som et umage hold. Det rutinerede par, revy-direktør Flemming Krøll og Jeanne Boel, og de fire unge, Vicki Berlin, Julie Steincke, Rasmus Krogsgaard og Michael Hasselflug - med hver sin baggrund i komik, musical og lidt af det hele.
Men det skulle hurtigt vise sig at være en usædvanlig homogen og sprudlende flok på scenen i årets Nykøbing F-Revy.
Berlin er tilbage på Falster efter to års pause, Steincke med for andet år i træk efter sin debut sidste år. Krogsgaard for tredje år i træk. Hasselflug har tidligere gjort sig i mindre revyer, men det er hans debut i en af de store.
Allerede efter fire numre - efter det obligatoriske åbningsnummer (årets bedste so far) - er man ved at tabe pusten. Sikke en halvmaraton for lattermusklerne. Sjældent med en så sjov dansk revy-åbning.
Vicki Berlin som speltmor. Et yndlingsoffer i årets revyer i øvrigt - speltmoren, hende med Føtex og samlekortene.
Debutant Hasselflug som et andet yndlingsoffer: prins Henrik. Ikke så påtrængende sjov som Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen eller så musisk som Thomas Mørk i Tivoli. Til gengæld rammer Hasselflug en vennesæl tone, der jo også er en del Henriks grand oevre. Og så virker det bare med melodien til 'Admiralens vise'.
Rasmus Krogsgaard plat, vild og skarp som Yahya Hassan på Folketingets talerstol. Er han mon vild nok? Kan man spørge efter de seneste dages begivenheder med den unge digter i centrum.
Jeanne Boel som Pippi Langstrømpe som 75 årig. Hvad teksten mangler i skarphed giver Boel med sin charmerende levering.
Og hun er med igen i noget, der må kandidere til årets bedste revynummer indtil nu. Sammen med Flemming Krøll er hun en del af digterparret, der sammen læser op af danske mænd og kvinders foretrukne lekture, hhv. Silvan kataloget og '50 Shades of Grey'. Bundstykker, blandingsbatterier og begær i et vildt morsom miks. Stort cadeau til forfatterparret Vase & Fuglsang.
Og så fik jeg vist ikke nævnt, hvad der skræmmende nok allerede er klassiker i moderne dansk revy - nummeret om mobiltelefonerne, der har smadret alt socialt samvær. Her veloplagt skrevet af Mette Lisby og Jesper Bæhrenz.
Og det var bare første halvdel. I anden akt endnu et bud på et topnummer - Vicki Berlin som barn i vuggestuealderen. Der med typisk Vicki Berlinsk finurligt omvendte pointer udstiller os voksne som de egentlige børn. Det nummer har bittersødmen, overskuddet og den beske eftersmag til at blive en revyklassiker.
Man kunne blive ved - kommer ikke udenom to sammenhængende numre. Ét om Claus Meyer & Co.s pengegave til den lokale fodboldklub - et skarpt svirp til den naivitet, der på den ene side er drivkraft og form for dødskraft i den slags projekter. 'Næste år spiller vi mod Barcelona,' som de synger. Det glider over i det fantastiske 'Prosta-cha-cha-cha'. Tre fodboldfans med øl. Gæt selv resten. Suverænt skruet sammen.
Det er en god revy, hvor man kan sidde tilbage med et regnestykke med et minus på sølle to: Et Helle Thorning-nummer med en ja, elegant Julie Steincke. Men lige så graciøst, hun forlener statsministeren, lige så fluffy og diffus er teksten. Måske fordi den af gode grunde er skrevet på et tidspunkt, hvor ingen kender navnet på statsministeren efter 18. juni.
Rasmus Krogsgaards 'Afhængig' er velment. Sympatisk med den unge revyafficionados smittende kærlighedserklæring til den forkætrede folkelige danske showgenre. Men teksten er decideret tynd - virker sine steder som om, den stadig er under udvikling.
Det er Flemming Krølls 25. revy som boss i år. At sige, at det forbigås i tavshed ville være en grum løgn. Men formen i det store jubilæumsnummer med gensyn med diverse koryfæer - i form af parodier på bl.a. Kaj Løvring, Grethe Sønck og Keld og Hilda - er tilpas selvironisk til, at man lever med det.
Bedømt ud fra fire revyer i år, er Nykøbing F-revyen 2015 ikke alene et bud på årets sjoveste og mest homogene revy. Den er et bud på den unge revy - i betydningen plus ca. 35. Vel at mærke på traditionens egne præmisser. Fint symboliseret i 'Antikfund', hvor der gøres grin med de to revyveteraner Krøll og Boel - med lige præcis så meget tongue in cheek, at man griner med - og ikke mod.
Hvem dømte Lolland-Falster fallit? Man tager derfra med overskud og et solidt grin i roen.
Nykøbing F-revyen 2015. Premiere torsdag aften.